Festivalpladsen er godt på vej

Lystanlægget i Ringsted er ved at blive omdannet til festivalplads, her en uge før det går løs med Ringsted Festival 2018.

Det dejlige danske sommervejr giver behagelige arbejdsbetingelser for de mange mennesker, der er involveret i opbygningen af festivalpladsen.

- Alt går efter planen, og vi glæder os over, at det gode sommervejr ser ud til at holde til festivalen, siger direktør Anders Sørensen.

Han har op til dette års festival indkøbt 1600 kvadratmeter gulv, som kan lægges ud på centrale passager og områder i Lystanlægget, hvis der er udsigt til meget regn.

- Vi følger løbende vejrudsigten og lægger kun gulvet ud inden festivalen, hvis der bliver lovet meget regn, hvilket der ikke er noget, der tyder på, siger Anders Sørensen.

Han glæder sig over en stor stigning i billetsalget i de første 14 dage af juli og forventer også et stort salg henover den kommende weekend.

- Folk får løn, og det vil uden tvivl kunne ses på billetsalget i de kommende dage. Generelt har billetsalget ligget på niveau med sidste år, bortset fra de to første uger af juli, hvor vi lå i index 235, siger festivaldirektøren.

Et af årets varme temaer er den igangværende tørke.

- Vi har altid haft et højt brandberedskab på festivalpladsen, og det har vi også i år med 36 mand indkaldt til opgaven. Vi er desuden i en løbende dialog med brandberedskabet, men vi kan jo ikke dække alt af, påpeger Anders Sørensen.

Han glæder sig over festivalens placering i Ringsted Lystanlæg, hvor der er mange store træer, som festivalpublikummet kan søge i skygge under, hvis den nuværende varme fortsætter frem til slutningen af næste uge.

- Vi har også som altid vandposter på pladsen, så folk kan få vand undervejs, tilføjer han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...