Støtteforening kan fordele næsten en halv million kroner

’Vi elsker’-festerne på Hillerød Stadion har givet indtægter til foreningerne i Hillerød Events. Men festen vender ikke tilbage til Hillerød, så nu skal der findes på nye indtægtsmuligheder. Foto: Thomas Olsen

’Vi elsker’-festerne på Hillerød Stadion har givet indtægter til foreningerne i Hillerød Events. Men festen vender ikke tilbage til Hillerød, så nu skal der findes på nye indtægtsmuligheder. Foto: Thomas Olsen

Regnskabet for 2023 er gjort op, og støtteforeningen Hillerød Events kan sende 462.500 kroner ud til foreninger i Hillerød Kommune som tak for deres indsats ved forskellige arrangementer.

- Vi er utrolig glade for det fine resultat, for 2023 var i sandhed ikke et nemt år: Vi mistede skøjtebanen på Torvet i Hillerød, og ’Vi elsker’-koncerten var ikke så stor en succes som tidligere, fortæller formand Svend Hansen i en pressemeddelelse.

Koncerten, som har droppet Hillerød i år, var især en god indtægtskilde for foreningerne, men også skøjtebanen betød meget for økonomien. Tabet af de to arrangementer betyder derfor, at Hillerød Events er i gang med at finde på nye ideer til indtjening i år:

- 2024 bliver et omstillingsår, hvor vi skal udbygge eksisterende aktiviteter og vælge et par nye, store aktiviteter ud, som kan blive tilbagevendende. Vi er i gang med at se på flere muligheder, så p.t. ser det meget positivt ud, siger Svend Hansen, der trådte til som formand i slutningen af sidste år, hvor han afløste Carsten Larsen.

Bestyrelsen for Hillerød Events vil inddrage de mange foreninger i arbejdet med at konkretisere ideer til nye områder.

- Ny aktiviteter vil typisk være så store, at ingen forening alene kan løfte dem, men det kan vi i flok, siger formanden.

Vil brede sig

Traditionen tro vil Hillerød Events også stille med hjælpere og ikke mindst flag til bl.a. Hillerød Slotssø Byfest, Sankthans på Posen, Kulturnat, Late Night-arrangementer i bymidten og juleaktiviteter.

Det sker typisk i samarbejde med andre aktører som erhvervsforeningen C4, Hillerød Byforum og Hillerød Shopping.

Tidligere har Hillerød Events eksempelvis lavet musik på Posen, udsendt Kongebogen med rabatter til butikker i Hillerød Kommune og sørget for EM-fodbold på storskærm på Torvet i Hillerød. Så der er ingen begrænsninger på, hvad der kan sættes i værk.

- Selv om mange arrangementer er foregået i Hillerød by, så er Hillerød Events en forening for hele kommunens foreninger. Vi vil også benytte lejligheden, hvor vi er nødt til at tænke i nye baner, til at se på, om vi kan brede aktiviteterne mere ud i kommunen, siger Svend Hansen.

Udspringer af Hillerød Kræmmermarked, som fra 1983 og 35 år frem hvert år havde 50.000 besøgende og gav et overskud på en lille million kroner, som gik til foreningerne i Hillerød Kommune. Kræmmermarkedet blev nedlagt, da kommunen valgte at sælge grunden.

Står også bag Grejbanken, som alle foreningerne i Hillerød Kommune kan benytte. Den har bl.a. musikscener, borde/bænke, pavilloner, ølvogn, hoppebord og meget andet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...