De seneste par dage har sommerferieramte børn kunnet fylde fritiden ud med silkeaktiviteter på Kalundborg Museum.
Her er der tradition for at fortælle om silken på en aktiv og inddragende måde, og derfor var der igen i år silkemaling på programmet, hvor børnene kunne skabe deres egne flotte tørklæder.
Saltkrystaller i den våde maling på silken blev således til dragende og mangefarvede mønstre, som børnene kunne tage med hjem.
Inden da skulle tørklæderne dog tørre, og salten skulle rystes af.
- Det skal rystes ligesom engle flyver - altså meget forsigtigt, forklarede Bente Gregersen fra Kalundborg Museum til niårige Lea Dixen, som havde ladet sig inspirere af blomsterverdenen.
- Jeg skal ikke selv have tørklædet. Det skal gives væk til min farmor, sagde den unge silkekunstner.
Efter en tur i det kreative hjørne kunne man passende se på, hvor silken egentlig kommer fra.
Det åbenbarede sig omme i museets have, hvor morbærtræet også er at finde.
Det er nemlig sådan, at museet i efterhånden en del år har avlet silkelarver, som spiser morbærtræets blade og ud fra det laver kokoner, som man kan afhaspe silketråde af.
- Det er et imponerende, lille dyr, som virkelig er spændende at følge. Den kan spinde omkring tre kilometer tråd på kokonen, inden den kommer ud som en sommerfugl. Som larver kan de spise et helt morbærblad om dagen, hvis de får lov - men vi har haft dem lidt på skånekost, så de ikke forpupper sig alt for hurtigt, siger John Pedersen fra museet.