Gribskov øger fokus på affald og genbrug

Det skal være nemmere for de mange sommerhusbeboere i Gribskov Kommune at sortere deres affald, og derfor har kommunen søsat en ny kampagne til det formål. Der skal gøres mere opmærksom på de mange mini-genbrugsstationer, der er i kommunen. I alt er der 80 af større og mindre karakter, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Der har været problemer med overfyldte skraldespande i sommerhusområderne. Vi vil gerne have sommerhusbeboerne til at sortere mere ved at gøre opmærksom på de muligheder, der er, forklarer Camilla Jonassen, der er affaldsplanlægger ved Center for Teknik og Miljø.

Derfor vil Gribskov Kommune den kommende tid være mere til stede i sommerlandet for at promovere de små genbrugsstationer. Her kan man komme og få sig en specialdesignet mulepose og en snak med kommunikationsrådgiver Pia Nielsen, der er med til at planlægge og facilitere kampagnen.

- Hvis man ikke ved, at de her genbrugsstationer er her, jamen så bruger man dem heller ikke. For os er det vigtigt med den fysiske synlighed, siger Pia Nielsen.

Hun har allerede været til stede på Tisvilde Loppemarked, og på Gilleleje Torvedag, Rågeleje Loppemarked og Musik i Lejet vil Pia Nielsen også være til stede med sin grønne t-shirt, kampagnecykel og skilte.

- På sådan et loppemarked møder man måske 400 mennesker, og hver af dem taler måske med et par stykker, så det er god måde at komme ud på og meget billigere, end hvis vi sendte foldere med posten, siger hun.

Selvom kampagnens overordnede mål er at øge sommerhusgæsternes fokus på genbrug, handler det også om på længere sigt om, at der generelt skal genanvendes mere. Gribskov Kommune har et erklæret mål om 50 procent genanvendelse i 2022. Lige nu er det tal på 43 procent.

- Succeskriteriet med den her kampagne er få talt med folk om affald og genanvendelse, og det går allerede rigtig godt, siger Camilla Jonassen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...