Ung forsker nåede til tops igen

Theodor Sivager vandt for sit projekt “Dråbens Lyd”. Foto: Unge Forskere

Theodor Sivager vandt for sit projekt “Dråbens Lyd”. Foto: Unge Forskere

Theodor Sivager har efterhånden prøvet det en del gange, og nu har han gjort det igen. Men denne gang var der dog en væsentlig forskel.

19-årige Theodor Sivager går i 3.g på HTX Roskilde og har vundet førstepræmien i Physical Science-kategorien i konkurrencen Unge Forskere. Det er han ikke uvant med, for siden han gik i 8. klasse på Skt. Josefs Skole i Roskilde, har han nærmest årligt vundet priser i Unge Forskere. De andre gange har det dog været sammen med Anders Lendal Holm, og sidste år blev duoen nummer fire til VM.

I år stillede Theodor Sivager op alene med sit projekt Dråbens Lyd. Hans projekt fokuserer på at forbedre metoderne til måling af regnmængder på havet for at øge nøjagtigheden af vejrmodeller.

Juryen roste projektet for dets alsidige tilgang, der kombinerer teoretisk forståelse, veludførte eksperimenter, databehandling og komplekse simuleringer.

- Ved nogle dråbers plask dannes der mere end én lyd. Eksisterende akustiske modeller til at måle regnmængder på havet overser dog den sekundære lyd, hvilket skaber usikkerheder i vejr- og klimamodeller. I mit projekt integrerer jeg den sekundære lyd i de eksisterende modeller gennem en analyse af dråbens plask. Jeg gør dette gennem forsøg og simuleringer med udgangspunkt i en dimensionel analyse, forklarer Theodor Sivager i en pressemeddelelse.

Hjælp til at tage noter

Klostermarksskolen i Roskilde fik også en vinder til Unge Forskere, da Jonathan Bangert fra 9. klasse vandt i kategorien Technology i juniorkonkurrencen.

Han står sammen med Elliot Friedrich fra Sct. Jørgens Skole i Næstved bag projektet "Akademia," derer en brugervenlig opgave- og noteplatform. Projektet fik bred anerkendelse fra dommerne for sin enkelhed, samarbejdsmuligheder og effektive notetagning.

"Design og implementering af software kan udgøre betydelige udfordringer. Vi stødte på en duo af unge sind, der ikke kun omfavnede denne udfordring, men også udviklede en løsning, der kunne afhjælpe daglige udfordringer for mange. På trods af forhindringer som GDPR overholdelse og lukkede systemer, fortsatte de,“ skriver juryen.

Oprindeligt var over 1000 projekter tilmeldt til Unge Forskere, hvis deltagere kommer fra grundskoler og gymnasier i hele Danmark.

Unge Forskere har Prins Joachim som protektor og arrangeres af Astra - det nationale naturfagscenter, der er tilknyttet Børne- og Undervisningsministeriet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...