Usædvanlig historie: Lukket bodega sælges til boliger

Den forfaldne ejendom på hjørnet af Valbyvej og Dorphs Alle i Taastrup - som tidligere har huset Bodega 16 - er nu sat til salg.

Ejendomsmæglerfirmaet EDC Erhverv Strandfelt i Taastrup har udbudt ejendommen til en pris på 2,7 millioner kroner, og ejendommen sælges som boligprojekt. Ifølge ejendomsmægleren ønsker Høje-Taastrup Kommune at ændre området fra erhverv til boliger, og dermed kan der blive mulighed for at bygge lejligheder eller rækkehuse, oplyses det.

Der har tidligere ligget butikker i ejendommen - de er alle lukket i dag. Senest var det Bodega 16, en frisør og en smørrebrødsforretning.

Der har været værtshus på hjørnet af Valbyvej og Dorphs Allé siden 7. marts 1972. Inden da lå der en købmandsforretning på stedet. Bodega 16 blev karakteriseret som det ældste værtshus i Taastrup.

Det lukkede tilbage i sommeren 2014, hvor de mangeårige forpagtere var nødt til at give op. Der lå en usædvanlig historie bag, at det kom så vidt.

Ejeren af ejendommen flyttede i 2006 til Thailand sammen med sin kone. Han døde i januar 2013 - og så startede problemerne for alvor. Det lykkedes nemlig ikke for hverken de tidligere forpagtere, kommunen, banken eller andre at spore enken i Thailand, og det betød, at en række ubetalte regninger og andre forpligtelser tårnede sig op.

Det er boet efter ejeren, repræsenteret af et advokatfirma i Hvidovre, der nu står som sælger af ejendommen, der har et grundareal på 644 kvadratmeter.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...