Til september fylder Marianne Mortensen 60 år. Samtidig kan hun fejre 35 års jubilæum som skuespiller.
Marianne Mortensen kigger smilende og en lille smule overbærende på mig, da jeg med begejstring i stemmen fortæller hende, at jeg husker, jeg var inde at se hende på Gladsaxe Teater i musicalen Cyrano. Det er ikke første gang, hun hører det.
- Jeg lavede også andre ting på Gladsaxe Teater i den periode, for eksempel Dinas Bog. Men det er jo musicals, der markerer sig mest i medierne. Og i folks bevidsthed. Og Cyrano er en af dem, som folk stadig husker. Det har jeg ikke noget imod. Det var en dejlig forestilling, siger hun.
Det var i Gladsaxe Teaters storhedstid i begyndelsen af 90'erne, og i forestillingen gav Marianne Mortensen sin store stemme til den kvindelige hovedrolle Roxanne. Stemmen brugte hun også som ganske ung, da hun sammen med en veninde optrådte i Drachmanns Hus, hvor de sang Holger Drachmann-viser. Samtidig spillede hun i amatørteaterforeningen »Skawdram«.
Selvom det inspirerede hende til nogle ting, overbeviste det hende alligevel ikke om, at hun skulle være skuespiller, og i gymnasiet tænkte gik hun med tanker om at blive journalist og film- og teateranmelder.
Men teateret trak alligevel for meget i hende. Hun flyttede til København, gik til drama og besluttede sig for at gå til optagelsesprøve på teaterskolen. Det blev til to forsøg.
- Første gang anede jeg ikke, hvad der skulle til, og jeg kom ikke ind. Jeg var 19 år gammel og valgte at fremføre Medea, som er en kvinde, der havde født to børn. Og Kat på et varmt bliktag, fordi jeg elskede den. Det var håbløst, for det var jo alt for modne roller. Jeg anede ikke, hvad der skulle til. Og så var jeg iført træsko. Det var ikke hensigtsmæssigt fodtøj, fik jeg at vide. Året efter stod der i ansøgningspapirerne, at man skulle have »hensigtsmæssigt fodtøj på, ikke træsko«, griner hun.
Det år kom hun ind efter at have fremført blandt andet Hamlets monolog »At være eller ikke at være«.
Marianne Mortensen blev færdiguddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1983. Hun fik sin debut samme sted i forestillingen Rocky Horror Show. Derefter gik turen til Aalborg Teater, hvor hun spillede hovedrollen som Maria i Sound of Music. Og derpå fulgte otte år, hvor den ene store rolle kom i halen på den anden på det nordjyske teater.
Læs hele portrættet af Marianne Mortensen i Frederiksborg Amts Avis lørdag.