badeforbud Det er ikke tilladt at bade i søerne i Lynge Grusgrav. Det slår Allerød Kommune fast i en presseorientering.
Her fremgår det også, at Allerød Kommune har opfordret ejeren af søerne til at opsætte enten advarsels- eller forbudsskilte, da badning i grusgrave kan være farligt på grund af det stillestående vand, den store dybde og de stejle skråninger - og at ejeren har oplyst, at man er ved at opsætte skilte i området, blandt andet om at badning er forbudt.
Kommunen er også bekymret for de dårlige adgangsforhold for eventuelle redningskøretøjer, hvis uheldet skulle være ude. Sidste år blev der efter krav fra Region Hovedstaden lavet nogle strækninger uden beplantning, der skal sikre, at folk kan kravle op, hvis de skulle falde i vandet. Mange borgere tror, at der blev anlagt badestrande i grusgraven, men det er altså ikke tilfældet. Der blev i disse områder udlagt grus, for at skråningerne blev mindre stejle, påpeger kommunen.
I grusgraven vil der også blive skiltet med andre restriktioner som forbud mod fiskeri og teltning, men området er fortsat åbent for borgernes rekreative brug, oplyser Allerød Kommune.
