Hillerød får julemarked igen

Hillerøds nye torveforening vil genoplive julemarkedet på Torvet i Hillerød, som blev gennemført to gange i 2012 og 2013. 20 små sortmalede hytter skulle være rammerne om et hyggeligt og stemningsfyldt marked på Torvet i Hillerød, der skulle lokke folk fra nær og fjern til Hillerød - Nordsjællands julehovedstad. Men julemarkedet blev aldrig den succes, man havde håbet på, og fter bare to år forsvandt Hillerøds julemarked lige så stille, selv om man har kunnet støde på enkelte af hytterne ved juletid også de sidste par år.

Men til jul kommer julemarkedet igen - det lover Lone Nielsen, indehaver af Hillerød Loppemarked og næstformand i torveforeningen, der står bag det nyetablerede lørdagsmarked på Torvet.

- Vi er så småt i gang med at forberede noget julemarked med de famøse sorte hytter. Så der bliver et julemarked - hvis vi kan leje hytterne ud, siger hun.

Og netop spørgsmålet om udlejningen af hytterne er det, der skal gøre det nye julemarked til en succes.

- Hytterne skal lejes ud til en væsentlig billigere penge end de øvrige år. Vi håber, vi kan få det i gang på den måde, siger Lone Nielsen.

Prisen på hytterne bliver ikke det eneste, der kommer til at gøre julemarkedet version 2.0 til noget andet end det første forsøg.

- Det var noget forkølet, det julemarked C4 havde. Men det koster enormt meget energi og kræfter, at stable sådan noget på benene. Der synes vi, at vi kan noget, som C4 ikke kunne - vi er nogle ildsjæle, som gerne vil lægge kræfterne i det, siger Lone Nielsen.

Der mangler stadig meget planlægning, men der er en aftale om salg af juletræer på torvet. Juletræet og julemøllen kommer naturligvis også som altid.

Men der er en ting, der ikke kommer op på torvet til december 2018.

- Der skal ikke være noget grimt pariserhjul, siger Lone Nielsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...