Den 27. juli vil Jordens skygge falde på månen og formørke den. Det vil man kunne se over hele landet fra den røde måne står op kl. 21.30 til formørkelsen ender kl. 01.30.
På Kroppedal Museum markerer man måneformørkelsen med en hyggelig aften, hvor man i fællesskab kan bevidne naturfænomenet.
Fra klokken 19 vil der være tændt op i grillen, hvor man selv kan tilberede sin medbragte mad. Mens man venter på solnedgang, vil der være oplæg om månen og formørkelsen (og mulighed for at få at svar på alt mellem måne og jord). Der vil også være en gåtur ind i skoven til lysningen, hvor astronomen Ole Rømer i 1702 byggede verdens første moderne observatorium - Observatorium Tusculanum.
Københavns Astronomiske Forening står hele aftenen klar ved museets skydetagsobservatorium og opstiller til lejligheden også flere mindre teleskoper. Og så er der kun tilbage at bede højere magter om klar og skyfri himmel.
Man er velkommen til at blive hele aftenen og nyde månen, den mørke himmel og sommeraftenen indtil arrangementet slutter omkring kl. 24, hvor størstedelen af formørkelsen er overstået. Formørkelsens maksimum indtræffer kl. 22.21).
Der vil kunne købes forfriskninger hele aftenen, og det koster entre at deltage.
Læs mere på Kroppedal.dk
