Meget pertentlig og præcis. Sprogligt underfundig og som meningsdanner spændende fra blidt charmerende til bidende ironisk.
En velgører og debattør, en kalundborgenser på hjemmebane i hele sit liv, forhenværende prokurist, Finn Assens, er død. Han sov stille ind søndag eftermiddag, 80 år.
Finn Assens elskede sin by, som han betragtede fra barndomsboligen på Strandvænget 9, og hvorfra han fulgte med i stort og småt, hvilket utallige debatindlæg i byens avis afspejler. I mange år var han ansat hos Bukh Kalundborg på Østhavnen som prokurist, ligesom han i en årrække var knyttet til Lokalhistorisk Arkiv, der havde hans store interesse.
Kærligheden til barndomsbyen afspejlede sig også i Finn Assens rolle som mæcen. I december 2008 blev springvandet i Vænget indviet af daværende borgmester Kaj Buch Jensen og hans forgænger, Tommy Dinesen, og seks år senere, i oktober 2013, blev klokkespillet i Vor Frue kirke indviet. To meget betydelige donationer skænket af Finn Assens.
Søren Juul, formand for menighedsrådet i Vor Frue, skriver om klokkespillet ved Finn Assens bortgang:
- Det er en gave, som kirken og byen vil have glæde af i mange, mange år fremover - og som vi er meget taknemmelige for. Dette vidste Finn Assens godt. Han vidste også, at folk var meget glade for det fine springvand i Vænget«.
Biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer Møller, skriver fra sin feriebolig på Fanø ved meddelelsen om Finn Assens død: - Jeg bakker fuldt og helt op om Søren Juuls ord og sender et Æret Være Finn Assens Minde!
