Danmarks dyreste gård sat til salg - sælgerne har ét krav

Herregården ved Ringsted er netop sat til salg. Foto: Nybolig Landbrug Berg Risager

Herregården ved Ringsted er netop sat til salg. Foto: Nybolig Landbrug Berg Risager

En herregård ved Ringsted er netop sat til salg og er lige nu blandt landets dyreste ejendomme på markedet.

Der er tale om Hømgaarden mellem Høm og Vetterslev syd for Ringsted. 133 millioner kroner skal du have op af lommen, hvis du vil købe herregården, hvor der hører knap 400 hektar jord med i handlen.

Sælgerne er ægteparret Ingrid Vallentin Christiansen og Niels Peder Christiansen, som i 2007 erhvervede gården.

Selv om parret står til en fortjeneste, bliver gården dog ikke solgt til hvem som helst. Parret har nemlig et særligt krav.

Det vender vi tilbage til.

Først årsagen til salget af den store gård:

- Det er dåbsattesten. Den siger, at jeg fylder 74 år, og min hustru 75 år. Der er ingen til at køre det videre. Så det er rettidig omhu, siger Niels Peder Christiansen til Sjællandske Nyheder.

Parret har en datter, men hun ønsker ikke at drive herregården og det store landbrug, oplyser han.

Artiklen fortsætter under billedet.

En helt anden ejendom

Familien Christiansen boede i mange år på nabogården, mens Niels Peder Christiansen passede landbruget på Hømgaarden fra 2001. Seks år senere købte familien det prægtige sted.

Der er lagt masser af arbejde i blandt andet af renovere og nyopføre driftsbygninger gennem årene.

- Det er en helt anden ejendom i dag, lyder det fra Niels Peder Christiansen.

Derfor er det også med vemod, at ægteparret mandag kunne se gården blive sat til salg.

Artiklen fortsætter under billedet.

Særligt krav

Det er netop i den forbindelse, at sælgernes særlige krav kommer i spil.

- Det er svært. Det er fandme svært. Det er ingen hemmelighed, at en af betingelserne for et salg er, at vi kan blive boende og leje os ind. Ellers vil vi ikke sælge, forklarer Niels Peder Christiansen.

Han fortsætter:

- Det er altid svært, når det er noget man har bygget op gennem mange år, men vi ved jo også godt, at alting har en ende, og derfor skal man være realistisk omkring det.

Artiklen fortsætter under billedet.

Allerede fremvist

Berg Risager fra Nybolig Landbrug står for salget, og han melder om stor interesse for gården, der er opført i 1852 og frem til 2012.

- Der er meget kraftig efterspørgsel på den. Vi har allerede haft tre fremvisninger i dag (tirsdag, red.), siger han.

Det drejer sig primært potentielle købere fra et købskartotek, men Niels Peder Christiansen lægger ikke skjul på, at folk i branchen nok har fået nys om det forestående salg.

- Jeg er da lidt overvældet over interessen, men jeg var godt klar over, at der kunne være mange interesserede. Dem, der har interesse, har jo godt luret, at den kom på markedet på et tidspunkt, siger han og uddyber:

- Der er ikke ret mange af den slags gårde, der kommer til salg. Den ligger jo suverænt godt tæt på Ringsted og motorvejen. Alligevel ligger den fredeligt med skov omkring.

Det store jordareal, som udgør 108 millioner kroner af udbudsprisen, bliver primært brugt til at dyrke forskellige former for frø. En nicheproduktion hvor jorden er forpagtet ud i en aftale, der udløber med udgangen af 2024. Derfor er det et optimalt tidspunkt for parret at sælge i løbet af de kommende måneder.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kapitalstærke folk

Ifølge ejendomsmægler Berg Risager er det både folk fra ind- og udland, der har meldt deres interesse.

- Det er kapitalstærke folk, for ellers kommer de slet ikke ind og kigger på sådan noget her. Det kunne være folk, der ønsker samdrift med en anden ejendom. Det kunne være en af de rigtig store eller en mindre aktør, der ønsker at udvide på grund af generationsskifte, siger han uden at blive mere konkret.

Ifølge Boligsiden er Hømgaarden landets næstdyreste ejendom til salg lige nu - kun overgået af en ejendom i Hellerup til 250 millioner kroner. Blandt landbrug er Hømgaarden den dyreste.

- Hømgaarden er blandt det dyreste, men prisen matcher kvalitet, herskabelighed, logistik, transport og lufthavnen i København, siger Berg Risager.

I salgsopstillingen fremgår det blandt andet, at køberen for 133 millioner kroner også får en “fritliggende funktionærbolig. Desuden lille lejlighed. Prima garageanlæg, forberedt som gildesal. Yderst præsentabel hovedbygning, som er løbende renoveret. Hovedbygningen er omkranset af smukt stort gårdanlæg, parklignende have med sø, der grænser til skov. Ejendommen sælges efter høst 2024 uden avl og maskiner.”

Parret købte gården til 49 millioner kroner i 2007 med et væsentligt mindre jordtilliggende og gamle bygninger, som er fjernet og erstattet med nye.

Artiklen fortsætter under billedet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...