Blot en måned efter, at sanger Dennis Greis Lydom fra Ringsted lå død med hjertestop i 30 minutter på en scene i Jylland, er han klar til at gøre comeback i sit band Johnny Horsepower på Ringsted Festival lørdag den 4. august.
- Min kone og jeg har talt det grundigt igennem, og vi er nået frem til, at det er på Ringsted Festival, at jeg skal genoptage mit liv som musiker, siger Dennis Greis Lydom til DAGBLADET Ringsted.
Sangeren er fortsat meget taknemmelig for den resolute og effektive førstehjælp, som han modtog fra en stor del af de omkring 100 tilhørere til den fatale koncert den 29. juni.
- Det er meget krævende at give førstehjælp i 30 minutter i træk, og derfor var der rigtig mange, der hjalp mig i de meget kritiske minutter. Deres indsats betyder, at selv min stemme er helt intakt i mit nye liv, tilføjer den 43-årige sanger.
