Når dyrlæge Hanne Friis sammenligner de muligheder, hun har i dag for at hjælpe syge kæledyr, med mulighederne, dengang hun blev uddannet for 20 år siden, er der en klar forskel.
- Jeg kan gøre et langt bedre stykke arbejde i dag, end da jeg var ung, siger Hanne Friis, der er chefveterinær i den danske afdeling af veterinærkoncernen AniCura.
- Vi kan nu diagnosticere sygdomme langt bedre end før og tilbyde avancerede behandlingsmuligheder, fordi der i dag også er flere specialister på området. Det er jo fantastisk, men der følger også udfordringer med. For mere behandling er ikke altid ensbetydende med bedre livskvalitet for dyrene - eller for deres ejere, siger hun.
Flere dyrlæger formulerer dilemmaet som "vi kan, men skal vi?", og det bliver i stigende grad debatteret. Ikke mindst på grund af udviklingen i udlandet.
Særligt dyrehospitaler og specialister i USA og Storbritannien tilbyder i dag familiedyr behandling på et niveau, der i nogle tilfælde minder om det, der er tilgængeligt for kæledyrenes ejere.
Det er på den baggrund, at eksperter fra Storbritannien, Østrig og Danmark har undersøgt, hvilke forventninger kæledyrsejerne selv har til mulighederne på området.
Bag undersøgelsen står blandt andre Peter Sandøe, professor i bioetik og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på Københavns Universitet, og han er ikke i tvivl om, at udviklingen fremover kun vil forstærke dilemmaet om, hvor langt man skal gå.
Derfor var det relevant at få ejernes stemme med, forklarer han.
- Udbuddet af avancerede behandlinger til dyr er steget voldsomt, og jeg kan godt som meningsdanner have mine meninger, men det er vigtigt at vide, hvad ejerne mener. Det er deres dyr og derfor i vid udstrækning også deres valg, siger han.
Dyr er dyr og mennesker er mennesker
I undersøgelsen blev deltagerne blandt andet spurgt til deres forventninger og holdninger til avanceret dyrlægebehandling.
Samlet mener mere end halvdelen, at deres kæledyr skal have adgang til de samme diagnostiske værktøjer og behandling som mennesker. Men, påpeger Peter Sandøe, der er en markant og vigtig forskel, når man kigger nærmere på tallene.
- Det interessante er, at kun halvt så stor en del danske som britiske dyreejere svarer ja til de spørgsmål, siger han.
For eksempel mener mere end 70 procent af de adspurgte briter, at deres kæledyr skal have adgang til de samme behandlingsmuligheder som dem selv. Blandt danskerne drejer det sig om knap 36 procent.
- Det tolker jeg, som at mange danskere stadig mener, der er forskel på dyr og mennesker, og det finder jeg positivt. Der er en gruppe, der vil gå hele vejen, og den vil helt sikkert vokse i takt med, at dyrlægerne kan mere og mere.
- Samtidig er et stigende antal kæledyrsejere stærkt knyttede til deres dyr. Men det er stadig en minoritet, som vil gå hele vejen, og jeg synes personligt, det er godt, at der trods alt er en grænse for de fleste hunde- og katteejere, siger Peter Sandøe.
En af dem, der er helt tæt på udviklingen, er Maja Louise Arendt. Hun er forskergruppeleder og lektor ved Sektion for Medicin, Onkologi og Veterinær Klinisk Patologi på Københavns Universitet og en af landets førende specialister inden for kræftbehandling af særligt hunde.
Hun bekræfter, at forskningen har ført til store fremskridt på området - blandt andet i forhold til at stille den rette diagnose på den mindst indgribende måde og tilbyde specialiseret behandling, men hun understreger samtidig, at man ikke kan tilbyde samme behandling til dyr som til mennesker.
- Jeg har siddet med en del ejere, der har stillet krav til behandlinger, man ikke kan få, hvilket siger noget om de forventninger, vi en gang imellem støder på.
- Min erfaring er, at vi herhjemme generelt er fornuftige og realistiske i vores syn på, hvad der kan og skal gøres for vores familiedyr, men når jeg ser på udviklingen i udlandet, er jeg ikke i tvivl om, at det kommer til at flytte sig. Det stiller krav til en nuanceret debat, siger hun.
Behandling kan presse både dyr og mennesker
Maja Louise Arendt mener, at nogle af de behandlinger, der i dag tilbydes i udlandet, ikke handler om at sikre en bedre livskvalitet for dyrene.
- For eksempel er der dukket dyrehospices op flere steder, og det er jo ikke udtryk for, at man handler til dyrets bedste, men at man som ejer har svært ved at sige farvel.
Forskning har vist, at vi er mere knyttede til vores familiedyr end tidligere, og det kan gøre det ekstra svært for ejerne at tage afsked, er hendes erfaring.
- De patienter, vi ser henvist til specialistbehandling, er fra ejere, som vi fortolker har et tæt forhold til deres dyr, og det påvirker deres holdning til, hvor langt de vil gå.
Samtidig kan det ifølge Maja Louise Arendt være svært for ejerne at navigere i, hvornår nok er nok. Ikke kun for dyrene, men også for ejerne selv - både økonomisk og følelsesmæssigt.
- Vi har for eksempel efterhånden rigtig gode erfaringer med kemobehandling af hunde. Behandlingen har ikke de samme bivirkninger, som vi kender fra mennesker, men det er en stor udgift og kan være et langt forløb, som man skal gøre op med sig selv, om man kan klare.
Som eksempel nævner Maja Louise Arendt behandling af en stor hund med lymfekræft, hvor behandlingsforløbet strækker sig over 12 uger og kan løbe op i nærheden af 50-60.000 kroner.
Også chefveterinæren i AniCura, Hanne Friis, oplever jævnligt, at de nye muligheder stiller kæledyrsejerne over for svære valg.
- Behandlingen af visse sygdomme er meget langvarig og i nogle tilfælde livsvarig, og det kan være stressende for både dyr og ejere. Her er det vigtigt at være realistisk omkring, hvad man kan håndtere.
De senere år er markedet for sygeforsikringer til dyr vokset markant. Flere får altså økonomisk hjælp til at få diagnosticeret og behandlet deres dyr, men for mange er økonomien fortsat en nødvendig del af overvejelserne, når man skal tage stilling til det videre forløb.
- Og ingen skal gå længere, end de kan, fordi de føler sig moralsk forpligtede til det, når nu muligheden for behandling er til stede. Vi møder ejere, der føler skyld, og her er det vigtigt at fjerne deres skyldfølelse og i det hele taget have en åben samtale om, hvad der er muligt og rimeligt, siger Hanne Friis.
Hælene i
En ærlig dialog mellem dyrlæge og ejer er ifølge chefveterinæren helt afgørende for, at de mange nye muligheder på området ender med at være til dyrets bedste og ikke det modsatte.
- Jeg har min faglighed og har heldigvis også mulighed for at rådføre mig med specialister, og jeg synes, det er vigtigt at være så ærlig som muligt samtidig med, at vi selvfølgelig skal inddrage ejerne i de endelige beslutninger. Vi har et fælles ansvar for dyrets velbefindende, siger hun.
Lektor ved Sektion for Medicin, Onkologi og Veterinær Klinisk Patologi på Københavns Universitet Maja Louise Arendt er enig i, at væksten i viden og mulighed skærper kravene til de professionelle.
- Det er ikke altid indlysende, hvad der er det rigtige at gøre. Også fordi vores patienter jo ikke kan tale. Det kræver en del erfaring at vide nok om fordele og ulemper af en konkret behandling, men udgangspunktet er, at vi er dyrenes ambassadører og altid har deres tarv og livskvalitet for øje.
- I den proces handler det om at inddrage ejerne, så de ved, hvad de kan forvente, siger hun og advarer mod, at vi ender som i for eksempel USA og Storbritannien, hvor dyreejere kan sagsøge klinikker for ikke at tilbyde den behandling, ejerne kræver.
- Vi skal helst ikke over i en situation, hvor dyreejerne stiller krav, der ikke er forenelige med god livskvalitet for dyrene, siger hun.
Når professor i bioetik og initiativtager til den nye undersøgelse Peter Sandøe lytter til den debat, der er mellem dyrlæger herhjemme, bliver han fortrøstningsfuld. Det samme gør han, når han dykker ned i resultaterne fra undersøgelsen.
- Der findes en bred enighed om, at man ikke skal trække den for langt. Det bliver spændende at se, om det danske særpræg bliver beholdt på længere sigt. Udviklingen i udlandet peger i den modsatte retning, men netop derfor er det vigtigt, at vi herhjemme bliver ved med at tale om, hvad der er til dyrenes bedste, slutter han.
/ritzau/