ØLSTYKKE Om det skyldtes den lune sommeraften, en hed fantasi eller begæret, der tog over, var uvist, da et par søndag klokken 21.28 lå og dyrkede sex på et offentligt areal ved Københavnsvej i Ølstykke. Det var en forbipasserende, som reagerede og ringede til politiets vagtcentral, fordi parret havde sex et sted, hvor der var frit udsyn til de omkringboende og forbipasserende ud til vejen.
"Parret blev færdige, mens anmelder talte med vagtcentralen, så vi gjorde ikke mere ved det," siger Erik Andersen fra Nordsjællands Politi. Han tilføjer, at er man til skue for andre mennesker, når man dyrker sex i det offentlige rum, er det en overtrædelse af straffeloven, og kan medføre en sigtelse for blufærdighedskrænkelse og en bøde.
