Se billederne: Charlotte er verdens stærkeste kvinde

Da Charlotte Esbjørn for nylig vendte hjem til Hørsholm efter at have deltaget i VM i styrkeløft i Canada, var det med en guldmedalje om halsen. Den 50-årige Charlotte Esbjørn blev nemlig verdensmester i sin vægt- og aldersklasse ved mesterskaberne, og hun kan dermed kalde sig verdens stærkeste kvinde.

- Mit mål i sig selv er ikke at vinde konkurrencer. Det er selvfølgelig rigtig dejligt, at jeg nu har vundet VM, men jeg synes allermest, det er dejligt og praktisk at være stærk i hverdagen. Jeg løfter de tunge kasse på arbejdet, og jeg kan også selv flytte sofaen derhjemme. Det er da fedt, siger Charlotte Esbjørn, der til daglig arbejder som fodterapeut i Hørsholm Hovedgade.

For blot otte år siden havde Charlotte Esbjørn dog aldrig løftet en vægtstang. Samtidig havde hun tabt sig en del, efter at have haft 45 kilo ekstra på sidebenene, og hun var plaget af slidgigt i ryggen og hoftedysplasi.

- Når man har tabt sig så meget, taber man også en masse muskelmasse, så jeg begyndte at træne. Samtidig mødte jeg en masse stærke mænd i 70-års alderen, som styrkeløftede, da jeg tilfældigt var med til et stævne. De var så selvbevidste og strunke, og jeg tænkte, det vil jeg også, fortæller Charlotte Esbjørn, der derefter også begyndte at styrkeløfte.

- Jeg døjede jo med en del fysiske skavanker, må man sige, men jeg tog styringen over mit eget liv igen og blev også en bedre rollemodel for min datter. Og jeg har aldrig ondt i ryggen mere, siger Charlotte Esbjørn.

Ved VM i Canada deltog Charlotte Esbjørn i de tre discipliner squat, bænkpres og dødløft, hvor hun løftede henholdsvis 140 kilo, 90 kilo og 177,5 kilo. Dermed endte den samlede score på 407,5 kilo. Tidligere på året deltog Charlotte Esbjørn også i EM, hvor hun løftede sig til guld i samtlige discipliner og satte på daværende tidspunkt to verdensrekorder i både squat og bænkpres med henholdsvis 152,5 kilo og 87,5 kilo på vægtstangen.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis fredag.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...