Det er en halvdyr fornøjelse at brænde haveaffald af, når der er udstedt afbrændingsforbud.
En 50-årige mand fra Fredensborg, der alligevel gjorde det tirsdag, risikerer nu at få en bøde på 5000 kr. I hvert fald er han ifølge politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi sigtet for at have ignoreret det generelle forbud mod at tænde i den tørre natur.
Det var omkringboende, der kontaktede politiet, da de så synlige flammer og en del røg. Det viste sig, at den 50-årige brændte haveaffald af på et bålsted.
Han slukkede selv ilden, da politiet kom forbi med en patrulje.
