Pop-crooneren Rasmus Seebach havde tilpasset sit sang-repertoire til det sydlandske, danske sommervejr og om-arrangeret en del af sine kendte syng-med-hits i lunt vuggende reggae-rytme, så pladsen foran Store Scene på Vig Festival i den lune sommeraften torsdag blev forvandlet til Kingston, Jamaica, med et gyngende, hånd-viftende menneskehav.
Vel nok én af de største menneske-forsamlinger foran Store Scene i Vig Festivals historie og formentlig en tangering af Lune Larsens tidligere rekorder.
Der blev også - ligesom til Kim Larsens koncerter på Vig Festival - sunget med i kæmpekor, fans i alle aldre sang med på Seebachs sympatiske, ord-driblende dagbogs-poesi, lige fra første sang »Øde Ø«.
I de første numre blev der fyret konfetti-kanoner og fyrværkeri af, og på grund af den store brandfare i tørken holdt en automobilsprøjte fra Vestsjællands Brandvæsen klar bag scenen, og brandfolk stod på vagt i den afspærrede foto-grav.
Det forstyrrede ikke Seebach og de tre korsangere, alle iført matchende cowboy-shorts, der godt hjulpet af det gigantiske publikums-kor sang hits som »Uanset«, »Millionær«, »Olivia« og »De Værste Bedste År«.
- Det her er bare på alle måder det svedigste job, jeg har haft, lød det begejstret fra Rasmus Seebach, da han havde hoppet rundt på scenen i en halv times tid og sved-dryppende skuede ud over det kæmpe-mæssige hav af viftende festival-arme.
Undervejs i koncerten var der også tid til en stille, eftertænksom afdeling med en hyldest til den berømte far Tommy Seebach i »Farfar Sang« og duetten med faderen i »Andeby«.