En 37-årig kvinde ringede søndag aften ved 21-tiden til politiet for at anmelde, at et ældre ægtepar havde sex på Hellerup Strand, fortæller Nordsjællands Politi
Ifølge kvinden var flere borgere gået fra stedet i forfærdelse, mens andre havde taget deres mobiltelefoner frem for at filme seancen.
Kvinden oplyste også, at parret godt nok lå under et lagen, men der var ifølge hende ingen tvivl om, hvad der foregik.
En patrulje kørte ud til stedet, og her viste det sig, at der godt nok var et par, som lå tæt sammen under et tæppe - men det var mere uskyldigt, end først antaget.
Parret blev dog formanet om at finde et andet sted, hvis de skulle få lyst til andet end bare at ligge tæt.
