Økonomien er afhængig af vejret: Taarbæk Havn får hjælp med "følsom økonomi"

RENOVERING Når det lunefulde danske vejr har så stor betydning for økonomien, som tilfældet er med Taarbæk Havn, varmer det at vide, at man årligt modtager en fast, økonomisk hjælp fra Lyngby-Taarbæk Kommune.

Tag nu bare sidste sommer og denne sommer, der er som sol og måne målt på sommerdage. Det ses på antallet af både, der lægger til i havnen i Taarbæk.

"Sidste år havde vi kun 700 overnattende. I år har vi allerede rundet 1.000," siger formand for Taarbæk Havnebestyrelse, John Menå, og fortæller, at man skal runde 1.100 overnattende, hvis man skal slå rekorden.

Lyngby-Taarbæk Kommune lægger op til, at havnen over de næste fire år i alt får 438.000 kroner til renovering. I år får havnen 108.300 kroner. Det er mange penge for Taarbæk Havn, der i alt har en indtægt på omkring én mio. kr. Som altså afhænger af vejret.

"Vi har en følsom økonomi, som er meget afhængig af vejret, og det er vores hovedudfordring. Hver gang vi skal lave større projekter, er det store udgifter. Derfor er vi afhængige af at få det tilskud, for det giver os stabilitet," siger han og fortæller, at det seneste store projekt var en ny mole ud for havnekontoret, som kostede omkring én mio. kr. Med tilskuddet dækker man i år det hul.

Pengene skal ifølge Lyngby-Taarbæk Kommune gå til at sætte molearme og molehoveder i stand. Kommunen har historisk støttet havnen økonomisk, blandt andet fordi stedet er et yndet turistmål.

På sigt går Taarbæk Havnebestyrelse med planer om et par større projekter.

"En mobilkran kunne blive et projekt, måske en ny mastekran, for den vi har, opfylder ikke helt nutidens behov. Det er ting, som vi selv kigger lidt på, men vi har endnu ingen faste planer. Vi venter og ser, om mere akutte behov dukker op," siger John Menå.

Kommunalbestyrelsen skal nu endeligt beslutte, om man vil bevillige penge til Taarbæk Havn i de næste fire år.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...