Professionshøjskolen Absalon melder om en fremgang på seks procent i optaget til læreruddannelsen.
Siden 2014 er antallet af optagne studerende på Professionshøjskolen Absalons læreruddannelse, der blandt andet har campus i Trekroner, steget fra år til år. Således også i 2018, hvor uddannelsesinstitutionen nu kan melde om 283 optagne studerende på uddannelsen. Det svarer til seks procent flere lærere in spe i forhold til sidste år.
"Vi er glade for at se, at optagelsen på læreruddannelsen bliver ved med at stige", siger Daniel Schwartz Bojsen, direktør på Professionshøjskolen Absalon, og fortsætter:
"Ikke mindst fordi vi dermed fortsætter udviklingen med at dække behovet for arbejdskraft i Region Sjælland. Vi ved, at mange kommuner mangler uddannede lærere, og så er det jo dejligt for de mange, der nu skal i gang med deres uddannelse, at vide, at der faktisk er brug for dem og deres kompetencer, når de er færdige", forklarer direktøren.
Professionshøjskolen oplyser samtidig, at der samlet set er sket et lille fald i antallet af ansøgere til Absalons videregående uddannelser.