Kunsttræ på Kabeldepotet skal aktivere børns kreativitet

Det var synet af et stort juletræ bygget af pindebrænde, der mødte gæsterne i Kunstnerværkstedet Kabeldepotet lørdag formiddag.

Lørdag blev sommerens »kunsttræ«, der skal stå i værkstedet sommeren over og opsamle kunst og tegninger fra børn, nemlig præsenteret første gang.

Det skete i forbindelse med et åbent værksted, hvor kreativiteten var i højsædet. Både børn, voksne og ældre tegnede og lavede trykkunst rundt omkring ved bordene.

Og allerede kl. 14.00 havde flere børn hængt ni små kunstværker op på træet, der officielt skal ferniseres den 25. august.

- Håbet er, at træet i slutningen af august måned vil være fyldt med tegninger - det skal bygges op og gro, ligesom et træ, fortæller multikunstner Torben Lundsted, der er tilknyttet Kunstnerværkstedet Kabeldepotet. Det var ham, der fik ideen til kunsttræet, da årets sommeraktiviteter skulle planlægges.

Han håber, at kunne få aktiveret de unges kreativitet ved hjælp af kunsttræet, som han selv har bygget med hjælp fra nogle af de andre kunstnere i værkstedet på Søbatteriet i Korsør.

- Jeg synes, det er vigtigt i den tid vi lever i, hvor mange børn spiller på deres iPads, at de også lærer at bruge deres hænder og hoved på at lave noget kreativt, fortæller multikunstneren, der selv er ordblind og igennem kunsten har oplevet, at der er masser af ting, han alligevel kan lave.

I alt havde 57 voksne og børn været forbi Kabeldepotet for at se kunsttræet kl. 14.00, og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan hænges op på træet.

Kabeldepotet er et arbejdende værksted, hvor cirka 40 lokale kunstnere udfolder deres kunst indenfor maleri, keramik, skulptur, grafik, glas, metal og blandformer.

Alle er velkomne i værkstedet, der holder åbent, når flaget er ude

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...