For bare fem år siden kunne Danish Crown nærmest gå på vandet. Pengene væltede ind. Landmændene, der ejer selskabet, stod med armene i vejret, men det billede står nu i skærende kontrast til tilstanden de seneste to år.
Har har den landmandsejede slagterigigant Danish Crown befundet sig i en nærmest permanent eksistensiel krise.
Antallet af slagtninger på koncernens slagterier i Ringsted, Horsens, Blans, Vejen og Herning har været i frit fald. Det har betydet tomme slagtelinjer. Det er dyrt at have ledig kapacitet stående.
En stor del af forklaringen på nedgangen er, at der avles færre grise på danske gårde. Ifølge Danmarks Statistik er antallet grise på de danske gårde faldet til det laveste antal i 30 år.
Flere får slagtet i Tyskland
Men det er ikke den eneste forklaring.
En stor del af forklaringen er også, at Danish Crown de senere par år har betalt mindre for afregningen af grisene, end sine tyske konkurrenter.
Det har dermed været en drøngod forretning for danske griseproducenter at sende smågrise til Tyskland til videre opfedning hos tyske griseproducenter, hvorefter de er blevet slagtet på et tysk slagteri. Det har ganske enkelt været en meget bedre forretning.
I andet kvartal 2023 blev der således slagtet 3,3 mio. grise, mens der blev sendt 3,8 mio. levende grise over grænsen og ud af landet.
Sidste sommer førte det til en klar appel fra slagterierne til danske landmænd: Send grise til slagtninger hos os, selv om I tjener mindre. Ellers risikerer vi, at vi må lukke flere slagterier, lød det.
Men hvordan er det kommet så vidt?
Fatal satsning på Kina
En af hovedforklaringerne er Danish Crowns store strategiske satsning på det kinesiske marked. I 2018 og 2019 var Kinas griseproducenter ramt af den frygtede sygdom afrikansk svinepest.
Det betød, at der var stor efterspørgsel fra frossent kød leveret fra Europa. Det var en hamrende god forretning for Danish Crown og andre europæiske slagterier.
Men i de senere år er billedet vendt. Efterspørgslen fra Kina er bremset op. Landet vil være selvforsynende. Danish Crown har derfor været nødt til at sælge store mængde kød på et europæiske marked.
Og det har været en udfordring. På det europæiske marked har det været vanskeligt at opnå konkurrencedygtige priser for koncernens grisekød. Mærkatet ’dansk’ er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel i landene omkring os.
Selskabets ringe konkurrenceevne har dermed martret selskabet de seneste to år. Slagtelinjer har stået tomme. Det har presset konkurrenceevnen yderligere og i fjor førte det til lukningen af slagteriet i Sæby.
Nu er turen kommet til Ringsted, hvilket ifølge selskabet vil frigøre penge til investeringer. Men det store spørgsmål udestår stadig: Hvorfor Ringsted og ikke et af selskabets andre slagterier?
Følg løbende med i udviklingen i Sjællandske Nyheders liveblog her.