Jimmi Bredahl i Hall of Fame

Den tidligere professionelle europa- og verdensmester Jimmi Bredahl fra Holbæk er netop blevet optaget i dansk professionel boksnings Hall of Fame sammen med »boksebamsen« fra Korsør, Brian Nielsen.

Jimmi Bredahl, der efter den professionelle karriere blandt andet etablerede bokseklubben Team Bredahl, først i Tuse og senere i Blindestræde i Holbæk, blev professionel i 1989 hos promotor Mogens Palle, og i 1992 blev han europamester med sejren i superfjervægt på udebane over franske Pierre Lorcy.

Samme år vandt både han og lillebror Johhny Bredahl WBO's VM-titel på hjemmebane i Parken i København. Her vandt Jimmi Bredahl på point over Daniel Londas.

I 1994 mødte han den amerikanske superstjerne Oscar de la Hoya i Los Angeles. Efter en heroisk kamp måtte Jimmi Bredahl dog se sig slået og frataget sit VM-bælte.

I Team Bredahl har den snart 51-årige Bredahl efter karrieren været boksetræner og mentor for unge mennesker, og han blev glad, da han onsdag blev ringet op af en repræsentant for det danske professionelle bokseforbund.

- Jeg er da stolt af hæderen, og vi er jo kun nogle få i det fine selskab, blandt andre min lillebror Johnny, som blev optaget i 2015, siger Jimmi Bredahl, der har 200 medlemmer i sin bokseklub - heraf 20 på kampholdet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...