Video: Et døgn senere: Affalds-brand er under kontrol

Han har prøvet det før, indsatsleder Peter Liebst Rasmussen.

- For to år siden brændte det herude fra fredag formiddag til mandag formiddag. Det er ikke til at slukke, når det først får fat, konstaterer han.

Klokken var et par minutter i fire fredag eftermiddag, da meldingen lød på brand på lossepladsen ved Tystrup lige syd for Faxe.

- Det har vi prøvet mange gange før, så da der cirka samtidig kom en melding om brand i mark-redskab ved Karise, så kørte vi derud, fortæller Peter Liebst Rasmussen.

- Men da jeg var næsten derude fik jeg melding om, at branden her på lossepladsen var større end først antaget, tilføjer han.

Samtidig fik han besked om, at der var styr på branden ved Karise.

- Og så har vi ellers været i gang her lige siden, konstaterer Peter Liebst Rasmussen.

- Jeg har lige været hjemme og sove et par timer og få et bad. Vi var her også hele natten.

Det kan naboerne bekræfte. Flammerne fra branden i afdelingen for stort brændbart på lossepladsen var så høje at skæret kunne ses i Faxe.

Og røgsøjlen fredag eftermiddag kunne ses helt fra Solrød og Næstved.

- Vi mener jo nok, at vi kender stedet her. Men pludselig fredag eftermiddag, så springer ilden her fra denne del og over på skråningerne der og løber hele vejen hen langs voldene til den anden ende af pladsen, hvor huset er, forklarer Peter Liebst Rasmussen.

I et døgn har Midt- og Sydsjællands Brand og Redning station Faxe fået assistance fra Beredskabsstyrelsen - og i perioder også fra beredskabet i Præstø, Lellinge - og Haslev.

- Nu kører vi jord på og håber på at det kan kvæle ilden. Siden 22.30-tiden har det været en kontrolleret nedbrænding, men det er ikke til at slukke når det først får fat, siger Peter Liebst Rasmussen.

Net-artiklen her er en forkortet version af en artikel, der bringes i Sjællandske Næstved, Dagbladet Ringsted og Dagbladet Køge mandag 6. august.

Du kan købe adgang til at læse hele artiklen - og resten af dagens avis - på linket her: sn.dk/kobeavis

Det koster en 20'er for en dags-adgang.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...