“Sådan, Søren!“ “Godt gået, du reddede måske hendes liv” Læserne hylder en snarrådig handling af Søren Elkrog, hvor han fulgte sit instinkt og derved hjalp en mindreårig pige, som han så blive forfulgt af en anden mand. Nu reagerer Søren Elkrog på læsernes hyldest.
“Tak til Søren, som fulgte sin mavefornemmelse. Pigen er reddet fra noget, der måske kunne være blevet mega slemt. Helt sikker på, at pigens forældre har været mega taknemmelig.”
Sådan skriver en kvindelig Facebook-bruger på Albertslund Postens Facebook-side til et opslag, der deler Sjællandske Nyheders artikel, hvor Søren Elkrog fortæller, hvordan han en augustdag i 2022 ser noget, som får ham til at stige ud af sin lastbil og ringe til politiet.
Ved Roskildevej i Albertslund tæt på Rema 1000 bemærker han en mand parkere sin motorcykel og målrettet følge efter en mindreårig pige til fods. Og det får ham til at reagere ved at følge efter.
Ramt af digital “lovestorm”
Den kvindelige læser er ikke alene. Mange andre brugere på det sociale medie er også gået til tasterne i en “lovestorm” rettet mod Søren Elkrog, der især er synlig på et hav af kommentarer på Sjællandske Nyheders Facebook-side, som pt. er passeret de 100.
“Stakkels pige, at hun skulle opleve det. Du er en superhelt, Søren. Godt du stolede på din mavefornemmelse, Søren. Den lyver aldrig,” skriver en kvindelig Facebook-bruger eksempelvis.
Det velfortjente, der henvises til, er, at Søren Elkrog netop har fået overrakt en dusør fra Vestegnens Politi for sin handling den dag i 2022.
Ved at følge efter manden og pigen ad et stisystem, kunne han pege politiet i den rigtige retning, da de hurtigt efter hans opkald, ankom til stedet.
Den mand, Søren Elkrog fulgte efter, blev senere idømt et år og ni måneders fængsel for overgreb i sagen.
Rørt over folks reaktioner
Søren Elkrog selv er meget rørt over de mange kommentarer, som folk har skrevet i kommentarsporerne. Han får et udvalg af dem læst højt, da Sjællandske Medier ringer ham op dagen efter dusøren.
- Jeg er rørt over det. Jeg er en følsom fyr, og får også tårer i øjnene, når du nu læser højt, siger Søren Elkrog.
Han beskriver sig selv om et omsorgsfuldt menneske, der generelt tænker på andre, før sig selv. Men han fortæller samtidig, at han også har blandede følelser.
- Det er dejligt at folk reagerer på den måde. Ofte på sociale medier er det en anden tone, mange skriver i. Men her er folk ellevilde. Så jeg håber samtidig, at det er en øjenåbner for andre mennesker om, at de skal reagere, hvis de selv ser noget lignende en dag, som ser forkert ud, siger Søren Elkrog.
Han fortsætter:
- Opmærksomheden er ok. Men et eller andet sted, synes jeg også det er en borgerpligt at reagere, når noget virker forkert. Selvfølgelig skal man rykke på det. Hellere en gang for meget, end en gang for lidt. Og så er det også vigtigt at ringe til politi eller brandvæsen, før man selv kaster sig ud i noget yderligere, siger Søren Elkrog med henvisning til, at man også skal passe på ikke at overskride en grænse, hvor det bør være politiet, eller andre myndigheder, der stepper ind. I det her tilfælde med en anholdelse.
Søren Elkrog var ikke den eneste, der er blevet hædret med en dusør. Læs også historien om 13-årige Silke, der er blevet hædret med en dusør for at redde en anden jævnaldrende pige fra at hoppe ud fra en bro.
Har du en god idé til en artikel om Høje-Taastrup, er du velkommen til at kontakte mig på lisbeth.jansen@sn.dk eller redaktionen på taastrup.red@sn.dk