Kommunen ”ryster posen” for at finde penge til indsatser, der skal styrke trivslen på det almene børneområde, skriver man i en pressemeddelelse. Men for de såkaldt særlige børn og deres forældre, er der tale om en pose noget blandede bolsjer.
Gladsaxe Kommunes Børne- og Undervisningsudvalg har sendt 22 forslag til omprioriteringer i høring blandt medarbejder- og ledelsesrepræsentanter.
Blandt disse er nedlæggelse af Familieklasserne (hvor forældre og børn sammen arbejder med læring og trivsel), reduktion eller lukning af den styrkede sociale indsats på Grønnemose Skole og Skovbrynet Skole, samt at den ”socioøkonomiske pulje” omdannes til en ”pulje til enkeltintegration” af børn med særlige behov.
I stedet forslås det blandt andet at ansætte flere ressourcepædagoger og co-teachers, samt give skolerne penge til enkeltintegration og supplerende undervisning af børn og unge med særlige behov.
Der er nemlig behov for at styrke almenmiljøerne og almenområdets muligheder for at inkludere flere børn og unge, står der i høringsmaterialets forslag til omprioriteringer. Både fordi budgettet for støttekrævende børn og unge reduceres drastisk, og fordi skolerne mangler ressourcer, kan man læse i forslaget.
Hetz og spareøvelse
Hvis man er forælder til et barn med særlige behov, er det dårligt nyt, mener Louise Weinreich Jakobsen. Hun er konsulent hos Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, formand for Ligeværd Forældre & Netværk og administrator på Netværk og Facebookgruppen ”Forældrenetværk Gladsaxe – Forældre til børn med særlige behov”.
Weinreich mener at kommunen burde erkende, at der er tale om en spareøvelse, der risikerer at ende i skoleværing og forældre der må opgive deres job og sociale liv, for at passe deres børn.
- Forvaltningens oplæg fastslår sort på hvidt, at der skal spares 40 millioner kroner på børn og unge med særlige behov i kommunen. Dette betyder i bund og grund, at der ikke er råd til at tilbyde flere elever specialtilbud. Der lægges i stedet op til en løsning, hvor flere "fastholdes" i den almindelige skolegang, siger hun.
Louise Weinreich Jakobsen opfordrer i stedet forvaltningen og kommunen til at ansætte flere faste lærere og pædagoger i skolerne. Også fordi kommunens co-teachere ikke kan ses som en specialpædagogisk indsats og, ifølge hende, aldrig bliver de stabile, nære voksne, som børnene har brug for, men kun er ”til låns”. Hun opfordrer samtidig til at man dropper hvad hun kalder ”hetzen mod specialklasser og specialskoler”.
- Disse institutioner er ikke et onde, men en nødvendighed. Jeg har selv set, hvordan min søn først følte sig anerkendt og fik venner, da han blev flyttet fra den almindelige skole til en af gruppeordningerne. Det skift betød, at han gik glad i skole, lærte, voksede og fik selvtillid. Nu, efter to år på efterskole, er han klar til en STU, fortæller hun.
Co-teachere er ikke altid løsningen
Maja Christiansen har et umiddelbart mere positivt syn på udvalgets forslag. Hun er pædagog, efteruddannet i autisme og ADHD, kandidat i pædagogisk psykologi og har arbejdet som specialpædagog med at inkludere børn i kommunalt visiterede inklusionspladser. Og så har hun selv mor til et barn med autisme her i kommunen, og er facilitator for en netværksgruppe for forældre der har børn med autisme, i Gladsaxe.
- Idet flere børn mistrives og har brug for specialpædagogiske rammer, ser jeg en stor fordel i at kapacitetsopbygge skoler og børnehuse indefra med ressourcepædagoger og co-teachere, såfremt de er faglig kompetente til at arbejde med voksenpædagogiske læreprocesser og besidder specialpædagogiske kompetencer, mener hun.
Fra hendes arbejde med området ved Maja Christiansen, at man med de rette rammer, metoder, viden og ikke mindst de rette ressourcer, kan inkludere børn med særlige behov. Men nogle gange er co-teaching eller ressourcepædagoger dog ikke løsningen.
- Årsagen er, at disse børn ofte er meget udfordret på deres sanser og oplever det overvældende at være i de store klasser i skolen, på skolen med de mange børn, mange lyde og bevægelser og de mange børn, der er på en stue i et børnehus, siger hun.
Nest-klasser
Maja Christiansen ser gerne at Gladsaxe kigger mod de kommuner, hvor man har såkaldte Nest-klasser – et amerikansk skoleprincip for inklusion af normaltbegavede børn med autisme, med færre elever i klasserne og inklusionspladser i hver klasse.
- Det kan bekymre mig, at de specialpædagogiske greb ikke hænger ved og er udfordret af de høje klassenormeringer, til trods for dygtige og velmenende lærere. Det samme gør sig gældende i børnehaverne, tilføjer hun.
Ifølge en evaluering af Nest i Aarhus, udviser eleverne med autisme langt mindre af den adfærd, som forbindes med deres diagnose, end ved skolestart. Og fagligt klarede eleverne i Nest-klasserne sig forventeligt eller bedre end referencenormen for deres klassetrin.
