Særudstilling går tæt på PH - uromageren i Usserød

PH på talerstolen ved arrangement i Hørsholm i 1964. Foto: Hørsholmarkivet

PH på talerstolen ved arrangement i Hørsholm i 1964. Foto: Hørsholmarkivet

Lørdag 13. april vender Poul Henningsen tilbage til livet. Fra den dag kan publikum nemlig se Museum Nordsjællands særudstilling ”PH – Uromager i Usserød”. Den går tæt på arkitekten, lampemageren og samfundsrevseren, der boede i Usserød frem til sin død i 1967. Dermed kan alle opleve mennesket, der var med til at forme det Danmark, vi kender i dag.

I udstillingen kan publikum ikke alene komme tæt på Poul Henningsens – PH’s – hjemlige liv i Usserød, der var fyldt med skrivning, kreativitet og kendte gæster. De besøgende kan også opleve, hvordan PH i de sidste årtier af sit liv kastede sig ud i store kampe i offentligheden: For børns rettigheder, for bedre forbrugeroplysning og mod popmusik.

Museumsinspektør Ida Rosenstand Faurholdt udtaler, at museet har lavet udstillingen af to grunde:

- Dels fordi PH i år fylder 130 år. Og dels fordi hans trods sin alder er et menneske, vi aldrig rigtig bliver færdige med. Hverken i Hørsholm-området eller i resten af verden, siger hun og fortsætter:

- Som arkitekt skabte PH lamper, møbler og drager. Som revyforfatter skabte han underholdning og eftertanke. Og som debattør og Usserød-beboer skabte han nytænkning, furore – og irritation. Samtidig var han fuld af modsætninger. Han ville frigøre mennesket ved at gøre verden moderne. Men da det moderne forbrugersamfund opstod, mente han, at det skabte ufrihed og åndløs pop, lyder det fra museumsinspektøren.

Udstillingen kan ses fra 13. april frem til oktober næste år.

chas

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...