Ny omgang Second Hand Fashion i KøgeHallen

Der er tøj til enhver smag og i alle størrelser på plads i de 60 boder, når markedsdagen Second Hand Fashion igen finder sted i KøgeHallen søndag 6. maj klokken 10-15. Markedet arrangeres af Mette og Louise Bøgeskov, og det, der i dag er en stor begivenhed, som hvert år tiltrækker op mod 2000 gæster, begyndte egentlig bare i sin tid med et overfyldt tøjskab.

"Ideen opstod, da Louises tøjskab ikke var stort nok en dag. Så begyndte hun at handle lidt med nogle veninder, der også havde tøj i overskud, og så voksede det derfra," fortæller Mette Bøgeskov om Second Hand Fashion, der gennem årene har vokset sig til en fast årlig tradition i KøgeHallen.

Her er der fyldt helt op med 60 stande, og man finder udelukkende private udstillere, der hver især har ryddet op i tøjskabene derhjemme inden markedet.

I boderne kan man altså finde alt fra fejlkøb på ferien, en trøje man har fået af svigermor, som måske ikke lige ramte ens smag, tøj som børnene er vokset ud af - og bare tøj som ejermanden er blevet træt af, men som måske kan vække lykke hos en anden. Generelt holder markedet en høj standard, så der er fine muligheder for at finde nyt yndlingstøj til tøjskabet.

Der er gratis indgang til Second Hand Fashion.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...