Chokerende tiltale: Læge bedøvede og misbrugte sine små børn

En nordsjællandsk læge er tiltalt for at have forgrebet sig på sine to små børn et utal af gange - blandt andet ved at bruge bedøvelse.

En nordsjællandsk læge er tiltalt for at have forgrebet sig på sine to små børn et utal af gange - blandt andet ved at bruge bedøvelse.

Der var ikke overladt noget til tilfældighederne, da en læge fra Nordsjælland angiveligt forgreb sig på sin datter, der dengang var to år. Med tuber og pipetter fyldt med bedøvelsesmidlet Stesolid bedøvede han i flere tilfælde datteren, inden han voldtog hende og misbrugte hende seksuelt. Lillesøsteren var kun få uger gammel, da han begyndte at forgribe sig på hende også.

De afskyvækkende detaljer fremgår af det 39 sider lange anklageskrift, som Sjællandske Nyheder har fået aktindsigt i, og er desværre kun en brøkdel af en lang række overgreb, som manden ifølge politiet har begået mod sine døtre i løbet af 2022.

I anklageskriftet fremgår det, at manden er tiltalt for ikke færre end 97 lovovertrædelser, blandt andet voldtægt, andre seksuelle forhold end samleje, incest, blufærdighedskrænkelser samt optagelse, besiddelse og deling af børneporno.

Ønsker forvaring

Manden blev anholdt 4. december 2022 og blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør. Her blev der nedlagt navneforbud, og Sjællandske Nyheder beskriver derfor hverken mandens alder og geografiske tilhørsforhold nærmere. Det sker af hensyn til, at hverken manden eller hans børn må kunne identificeres.

Lægen har siden været varetægtsfængslet over et år, og ifølge B.T. har manden efter sin varetægtsfængsling taget et fuldstændig nyt navn, der ikke har de mindste lighedspunkter med hans oprindelige navn.

Står det til anklagemyndigheden, så skal han idømmes forvaring på ubestemt tid. Anklagemyndigheden har desuden nedlagt påstand om, at manden skal fratages retten til at udøve lægegerning, og at han ikke må omgås børn - hverken erhvervsmæssigt, i forbindelse med fritidsaktiviteter eller i sit og andres hjem.

Tre års misbrug

Politiet kan på dato og klokkeslæt bestemme en lang række af overgrebene, da lægen har filmet og fotograferet, mens han misbrugte sine døtre. Det skete nogle gange flere gange dagligt.

Over en knap tre-årig periode - fra 2019 til december 2022 - er han tiltalt for at have krænket sine døtre ved at tage 1.944 fotos og 73 filmsekvenser, der alle falder i kategorien børneporno.

Det er blandt andet grove seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser, som manden har optaget, mens børnene lå i sofaen og så TV, lå på puslebordet, i badekaret eller i deres seng og sov. Der er optagelser både fra hjemmet i Nordsjælland og fra et hotel i Portugal.

I alt fandt politiet fandt de 6.769 billeder og 2.111 film med børneporno på forskellige digitale enheder i lægens hjem.

Rådgav og delte med andre

Lægen har dog ifølge anklageskriftet hverken holdt sine optagelser eller sine dystre ideer for sig selv. Flere fotos og videoer har lægen sendt til andre personer via beskedtjenesten Wickr.

Samme tjeneste har han angiveligt brugt til at rådgive en anden mand om, hvordan vedkommende kunne bedøve og begå seksuelle overgreb på sit 4-årige barn. Derfor er lægen også tiltalt for medvirken til voldtægt og/eller blufærdighedskrænkelse af den fireårige pige.

Via Wickr har lægen ifølge anklageskriftet desuden inviteret en anden bruger til at deltage i et forestående seksuelt overgreb på den ældste datter.

Det vides endnu ikke, hvornår sagen skal for retten i Retten i Hillerød.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...