Det er nu fem år siden, at investoren Mikael Goldschmidt tog det første spadestik til den nye hillerødbydel Frederiksbro. Spadestikket blev taget den 28. marts 2019, og siden er området vokset i rekordfart, så der i dag er flere end 500 lejeboliger opført på grunden ved Herredsvejen og Roskildevej.
Dermed er M. Goldschmidt Ejendomme A/S nået et godt stykke af vejen mod de i alt cirka 1.300 lejeboliger, som er planlagt på Frederiksbro.
- Da jeg sammen med borgmester Kirsten Jensen i 2019 tog det første spadestik til Frederiksbro, var det på en tom Møllebro-grund. Nu står et levende boligkvarter, og vi kan være meget stolte over, hvor langt vi er kommet på bare fem år, siger ejer og bygherre Mikael Goldschmidt i en pressemeddelelse.
Runder 700 boliger
Projektets næste store milepæl er den kommende boligejendom Melbærgården, som med sine 203 enheder er den hidtil største ejendom på Frederiksbro. Den forventes at være indflytningsklar i begyndelsen af 2025, hvor bydelen således runder 700 færdigopførte lejeboliger.
Melbærgården, som man kan se blive bygget på hjørnet af Herredsvejen/Roskildevej, er samtidig den sidste ejendom i byggeriets etape 3, og den binder sløjfe om område A på den østlige side af parkområdet.
Indtil videre har M. Goldschmidt Ejendomme A/S samlet investeret mere end to milliarder kroner i byggeriet på Frederiksbro, som vil være undervejs en del år endnu. Lokalplanen giver blandt andet Goldschmidt mulighed for at opføre yderligere to højhuse på 15 etager på grunden.
Udover de 500 lejeboliger, som allerede er bygget i form af rækkehuse og lejligheder, har Goldschmidt opført en park med en kunstigt anlagt sø, legeplads, multibane, fitnessområde, grillpladser og et vandtrappemiljø, som er offentligt tilgængelige for alle. Der er også bygget en badepavillon til 40 millioner kroner med svømmebassin, sauna med mere til områdets beboere. Goldschmidt har også betalt for en gang- og cykelbro over Herredsvejen. Broen er nu overdraget til Hillerød Kommune.


