- Vi føler os taget som gidsler af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Sker der ikke snart noget i sagen, kan det ende med nye oversvømmelser, som vil komme til at koste samfundet omkring 20 millioner kroner i skadeserstatninger.
Det siger Børge Carlsen, medlem af den digegruppe ved Næsby Strand, som i årevis har arbejdet på at få lavet et dige, for at beskytte sommerhuse mod oversvømmelser.
To gange har området været oversvømmet med store ødelæggelser til følge, og beboernes begejstring var stor, da de sidste år omsider fik at vide, at nu var projektet godkendt.
Men ak, nu er der kommet »grus i maskineriet«, og en forsinkelse på mellem et halvt og et helt år truer. Det skyldes en indkommet klage fra en af sommerhusejerne.
En klage der dog ifølge digegruppens formand Jens Friis er helt uberettiget, og derfor ikke burde kunne forsinke projektet.
Han mener, at der er tale om en klar fejl fra klagenævnets side.
- Den kan måske hænge sammen med, at klagenævnet er blevet udflyttet fra København til Viborg, og derfor har haft problemer med at få kvalificeret personale, siger Jens Friis.
Han oplyser, at både kommune og digegruppen har rykket for en hurtig afgørelse i klagenævnet. Men her henviser man til, at klagen ligger i bunken af papirer i sagen, som det altså tager mellem et halvt og et helt år at behandle.
- Dette betyder, at vi ikke får etableret dige projektet inden den kommende vinter. Efter 11 års arbejde ligger projektet helt stille på grund af en uberettiget klage i klagenævnet uden nogen form for påvirkningsmulighed. Dette er meget frustrerende for digegruppen og kommunen, siger Jens Friis.
Han henviser til, at der er store værdier på spil.
- Ved stormfloden i december 2017 kostede det beredskabet 300.000 kroner at sikre vores område, og hvis vi får en oversvømmelse af hele området, vil der blive erstatninger for et tocifret millionbeløb. Disse udgifter vil samfundet kunne spare, hvis klagenævnet ville behandle klagen nu, eller klageren ville tilbagekalde sin klage, siger Friis.