Burka- og niqab-forbud skal følges

For muslimske kvinder er hijab en pligt. Det gælder ikke niqab eller burka, som er omfattet af den nye lov om tildækningsforbud. En hijab er ikke omfattet af tildækningsforbuddet, der træder i kraft den 1. august.

Sådan fortæller Abu Youssef, som er lærer og en respekteret skikkelse i det arabiske miljø i Kalundborg.

Han oplyser, at imamer ikke er helt enige om de omdiskuterede beklædningsgenstande til kvinder:

- Den mest almindelige opfattelse er, at kvinderne skal dække håret og bære langt tøj, og det klarer en hijab. Den er en pligt for muslimske kvinder, og det gælder ikke burka eller niqab, siger Abu Youssef.

Det er også hans råd til muslimske kvinder i Kalundborg Kommune, at loven skal følges:

- Vi bor jo ikke i et islamisk land, siger Abu Youssef, som afviser, at det kommende burka- og niqab-forbud er et stort diskussionsemne blandt lokale muslimer. Derfor forventer han en stort set problemfri overgang til den nye lovgivning.

Mustapha Badr, der er formand for Integrationsrådet i Kalundborg Kommune, siger ligesom Abu Youssef, at den nye lovgivning skal følges:

- Der vil nok blive givet nogle bøder, men ikke mange, siger Mustapha Badr, som tilføjer, at man sjældent ser burka og niqab lokalt.

- Overtrædelser af loven vil give vores gruppe dårlig omtale, siger Integrationsrådets formand, som ikke betragter burka- og niqab-forbud som fremmedfjendsk. Han mener, at det kun er rimeligt, at folk kan se ansigtet på den person, de taler med.

Mustapha Badr vil også gerne understrege, at ekstra tildækning ikke gør, at man er en bedre muslim. Tildækning er tradition og ikke religion, siger han.

Fra 1. august udløser det en bøde på 1000 kroner, hvis man er iført en burka eller en niqab i det offentlige rum. I gentagelsestilfælde stiger bøden, og ved fjerde gang og derefter straffes overtrædere med en bøde på 10.000 kroner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...