Længe ventet butik åbnet med rød løber, flag og gaveposer

Fredag formiddag slog en ny butik dørene op i City 2, da den længe ventede åbning af Søstrene Grene fandt sted med rød løber, Dannebrogs-flag og uddeling af gaveposer til de første kunder.

De fleste danskere kender de labyrintagtige gange, den klassiske musik og det dæmpede lys, der kendetegner et besøg i en Søstrene Grene-butik.

På hylderne i den nye butik vil City 2's kunder fremover kunne udforske kædens store udvalg af boliginteriør, små møbler, køkkentilbehør, hobbyartikler og meget andet. Et udvalg, der suppleres med nye varer hver eneste uge.

»Vi har glædet os meget til at slå dørene op i City 2. Vi har de seneste år åbnet rigtig mange butikker rundt omkring i Europa, men det er altid noget særligt, når vi kan slå dørene op til en ny butik i vores hjemland Danmark. Jeg er sikker på, at City 2 bliver endnu en god placering for Søstrene Grene,« siger Mikkel Grene, administrerende direktør og medejer af Søstrene Grene.

Den familieejede kæde er gennem en større ekspansion de seneste år nu oppe på over 180 butikker på tværs af 15 lande. I kædens hjemland Danmark ligger 55 butikker, og den seneste altså i City 2.

Den nye butik ligger ved blå indgang og kommer til at følge City 2's åbningstider, så man i hverdagene kan besøge butikken mellem 10-19 og i weekenden mellem 10-17.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...