For de fleste var det sandsynligvis bare endnu en irriterende nyhed om togforsinkelse, da mange medier lørdag 24. februar midt på eftermiddagen bragte historien om, at togdriften stod stille mellem Slagelse og Nyborg på grund af en personpåkørsel ved Korsør station. Den historie, Sjællandske Nyheder nu kan afdække, er langt mere, end en irriterende nyhed.
Det var 22-årige Frederik Allan Kristensen, der mistede livet den dag.
Hårdt plaget af psykisk sygdom og uden udsigt til hjælp gjorde Frederik en ende på det hele.
En helt almindelig dreng
Nu har Frederiks mor Julie Dines Christensen sat sig for at endevende Psykiatriens behandling af sin syge søn og lægge resultatet frem. Før hun kommer så langt, ønsker hun at fortælle historien om, at Frederik var en helt almindelig dreng, indtil teenagealderen satte ind og de første tegn på psykiske udfordringer viste sig.
At Frederiks og Julies skæbner kan overgå hvem som helst og at hjælpen desværre ser ud til at fortsætte med at være uden for rækkevidde for alt for mange i det psykiatriske system.
Hjemme hos 38-årige Julie Dines Christensen i Korsør gav nyheden om påkørslen et uforklarligt sug, da den kom.
- Jeg har den der fornemmelse. Til at starte med får jeg den, da jeg ligger og halvsover til middag. Jeg får en smerte. Der er noget i mig, der vil køre derud. Men fornuften overtager alligevel hele tiden. Frederik er jo i Jylland, fortæller Julie Christensen.
Både hun og Frederiks mormor, der også bor i Korsør, har talt med Frederik tidligere. Han gav indtryk af, at han var i Kolding, men ville komme til Korsør i løbet af dagen. Han skulle spise aftensmad hos mormor.
Panik
Hos Julie Christensen og Frederiks fire yngre søskende i Korsør er der en underlig uro. Også mormors samtale med Frederik har givet bekymring. Der var togtrafik i baggrunden, og pludselig sagde Frederik: “Det er lige meget nu, mormor,” lagde på og kunne ikke kontaktes igen.
Men Frederik sagde jo, at han var i Jylland, så derfor kan det ikke være ham, der er påkørt ved Korsør station, vel?
- I nyheden om personpåkørslen får man ikke noget at vide. Jeg taler med børnene om det. De har også læst artiklen om påkørslen. Eller den store har. Vi taler om, at det er forfærdeligt for de pårørende. Vi har en masse maling over det hele, fordi vi er ved at lave nogle bannere til skolefodbold, som Frederiks søstre på 11 og ni år skulle spille om søndagen.
- Så kan vi se politiet komme. Frederiks ældste lillesøster skriger bare. Jeg kigger rundt. Jeg kan se panikken brede sig i øjnene på børnene. Jeg ved godt, hvad det er, politiet vil komme og fortælle mig nu.
- Jeg åbner døren. De siger, vil du identificere det her billede? Er det din søn, Frederik? Jeg siger, det er det. Jeg spørger, om han er død. Det er han desværre, siger de så. Så skriger Frederiks ældste lillesøster endnu højere. De andre begynder at græde. Jeg har kun to arme. Jeg skal fange fire børn, samtidig med, at jeg skal forholde mig til alt det her.
En helt almindelig dreng
Den kaotiske dag bliver til kaotiske uger. Da Sjællandske Nyheder besøger familien er Frederik blevet obduceret efter en lang proces, han er blevet bisat fra Skt. Povls kirke, og netop i dag er urnen med Frederiks aske afhentet for at blive sat ned på kirkegården. Inden da ville Julie svinge forbi hjemmet og have sin søn i sin varetægt en kort, sidste gang.
- Det føles godt at have ham her for et øjeblik, siger Julie Christensen og holder om urnen.
- Jeg er knap 16 år, da jeg får mit første barn. Det er Frederik. Jeg bor sammen med Frederiks far de første par år af Frederiks liv, og vi går så fra hinanden, som man ofte gør, når man er så ung. Og Frederik bliver så hos mig. Jeg er jo stadigvæk megaung, så jeg kan jo godt lide at skeje ud og være ung. Der træder mormor så i karakter og er mormor, og Frederiks anden base, kan man vel godt kalde det. Han har faktisk sit eget værelse hjemme hos mormor, fortæller Julie, mens mormor Anne-Marie, der er kommet for at støtte, prøver at holde tårerne tilbage.
- Han er en glad dreng. Han passer sine børnehave, og er god til at skabe relationer. Han kan navigere rundt i mange ting. Han er et velfungerende barn. Han bliver også ret hurtigt storebror på hans fars side. Han indgår hurtigt i de her relationer med andre, og skal navigere i at han ikke er den eneste i verden, og det formår han egentlig ret godt. Jeg er alene med ham i fire år og møder så de andre børns far, Jonas, som tager Frederik til sig som sin egen. Vi flytter forholdsvis hurtigt sammen.
Dæmonerne viser sig
Julie er glad for sin omsorgsfulde og velfungerende søn. Hun vil gerne have, at han forbliver sådan.
- Frederik er fem på det tidspunkt, og skal lige til at starte skole. Jeg vælger faktisk at sige til hans far, at jeg synes Frederik skal på privatskole, eller på friskole, fordi den skole, han skal på i vores område har jeg kun dårlig erfaring med. Jeg vil egentlig gerne skåne Frederik, fordi han er god og følsom. Skolen er belastet, og han vil måske hurtigt kunne blive rodet ind i udfordringer, så jeg tænker, at for hans fremtids skyld, så vil jeg gerne investere i, at han kommer på den her friskole, og væk fra det her. Det var et godt valg. Frederik klarer sig skide godt i skolen. Han er knaldhamrende dygtig. Han er mega klog, fortæller Julie stolt.
Rettidig omhu og god fornemmelse for Frederiks udvikling fra Julies side vil nu vise sig at række som en skrædder i helvede. Frederik bliver teenager, og en mægtig modstander viser sit ansigt.
- Det går faktisk fremragende frem til og med 8. klasse. Der er han også blevet storebror et par gange hjemme hos mig. Der bliver Frederik teenager, og synes det hele er træls. Samtidig oplever han selvmordsforsøg i familien, og der har vi også skoler og alt muligt netværk indover, som har noget mere opsyn på Frederik. Egentlig virker han ikke sådan synderligt påvirket af det. Det har han måske været mere, end man har kunne vide.
Første psykoser
Der bliver stillet krav til Frederik hjemme. Han skal gå ud med skrald og tømme opvaskemaskine. Det magter han ikke. Han flytter til sin biologiske far, og han finder dårligt selskab. Han er begyndt at ryge hash, han bliver taget af politiet på bagsædet af en stjålen bil. Han er nu knap 17 år.
- Kommunen er hjælpsom og tilbyder ham et værelse i en lejlighed med nogle andre unge mennesker, hvor der kommer nogle pædagoger eller nogle voksne, som kommer flere gange dagligt. De bor der ikke, men kommer og har noget opsyn og lærer dem lidt om økonomi og dagligdag og alt det her. Der kan han bo indtil han fylder 18. Han begynder at få psykoser. Han ringer selv til vagtlægen, fordi han faktisk tror, han er ved at dø. Han får angstanfald, fortæller Julie.
Som 18-årig forlader Frederik planmæssigt sin visitationslejlighed og flytter i egen lejlighed i Skovparken i Korsør. Det går op og ned i to år, og så går det stærkt.
Frederiks misbrug eskalerer i rekordfart, fortæller hans mor. Han er nu 21 år. Lightergas, lattergas, hash, amfetamin, kokain, alkohol. Pengene skaffer han ved kriminalitet. Han har hele tiden muligheden for at flytte hjem til sin mor, men her er der ikke plads til misbrug og kriminalitet med fire andre søskende.
Her skal Frederik finde sig et arbejde og holde sig fra stoffer.
Det vil han ikke.
Den psykiske sygdom vokser i samme rekordfart. Frederik kan styre månen. Der er nogle, der taler til ham inde i hovedet. Han har forbindelse til Elon Musk. Hans far bor i en UFO. Han kommer i gæld, der koster “ture i skoven”, hvor han får mange tæsk. Han flygter fra Korsør. Han er pludselig et jaget menneske. Han kan ikke være i byen, hvor hans familie er, længere.
Samler det fulde billede
Det er tydeligt, at Frederik ikke kan stå på egne ben. Da han var under 18 år lykkedes det Julie Christensen og Slagelse Kommune at holde ham oprejst. Nu skal han hjælpe sig selv, og han prøver, men han kan slet ikke. Frederik bliver stadig sværere at finde for familien. På et tidspunkt efterlyser de ham via Missing People. Han dukker op igen som flimmer på en ustabil radar. Han er usammenhængende.
- Indtil han blev voksen, kunne jeg hjælpe ham. Nu har jeg ingen mulighed for kræve noget på hans vegne. Han har dårlige ressourcer, og i Psykiatrien får han ikke den hjælp, han har brug for. Han er virkelig syg nu, fortæller Julie Christensen.
Frederik hutler sig gennem den netop overståede vinter på opholdssteder, først på Fyn og senere i Randers og Kolding i Jylland.
- Han har brug for at blive tvangsindlagt. Det er åbenlyst. Han er til fare for sig selv og måske også for andre. Han har vrangforestillinger, han skader sig selv, han har ikke nogen fast bopæl og er ude af stand til at forstå sin egen situation. Psykiatrien vil ikke tage ham fordi han er misbruger. Han er virkelig syg. Hvis ikke Frederik er syg nok til at få hjælp ved tvang, så ved jeg ikke, hvad der skal til, siger Julie Christensen, der helt bogstaveligt sidder med konsekvenserne af kombinationen af alvorlig psykisk sygdom og et system, der ikke slår til, foran sig. I en urne.
- Jeg bliver praktisk i sådan nogle situationer. Jeg handler. Jeg kan da godt frygte, at der kommer en reaktion på det hele på et tidspunkt, men lige nu skal jeg have en hverdag til at fungere med fire børn, der skal i børnehave og skole, og så skal jeg have svar. Jeg vil finde ud af, om Frederik har fået den hjælp, han skulle have haft. Jeg skal op ad et kæmpe bjerg, for jeg må i princippet ikke få noget at vide, selv om jeg er hans mor. Han var voksen. Nu skal jeg i gang med at finde ud af, hvor han har været, hvor han har søgt hjælp, hvilke behandlinger, han har fået. Det mindste jeg kan gøre er, at lægge det fulde billede frem for dem, der bestemmer. Måske kan det redde bare ét andet menneske fra den her skæbne, siger Julie og kigger på urnen, der indeholder resterne af det, der engang var glad og kvik lille dreng som de fleste andre.
Asken skal i jorden om et øjeblik, og så tager Julie for alvor hul på sit forsøg på at endevende det, hun frygter er et svigt, der var - og er - for svært at leve med. De første ønsker om aktindsigt er sendt, og første svar er kommet.
Det kan du læse om i næste artikel.


Hos Livslinien kan man tale med professionelle rådgivere, som er specialister i at hjælpe mennesker med selvmordstanker og deres pårørende.
Livslinien kan kontaktes på tlf. 70 20 12 01.