Ny tv-serie om drabssagen uden lig: Har fundet frem til afgørende nyt i sagen

11. november 2010 blev storsvindleren Henrik Haugberg Madsen dræbt af sin ægtemand og forretningspartner Bo Madsen og den tidligere narkodømte Claus Stokholm Larsen.

De to blev i hvert fald dømt i både by- og landsretten, selvom Henrik Haugberg Madsens lig aldrig er dukket op.

Drabssagen uden lig, som den blev kaldt, fortsætter med at fascinere, og en helt ny serie dokumentarprogrammer på TV 2 sætter nu igen fokus på sagen.

»Drabet uden lig« er på i alt seks afsnit, og det første sendes i aften klokken 20.

I programmerne bliver nøglescener rekonstrueret ved hjælp af figuranter. Disse optagelser fandt sted i marts sidste år på Enø.

Det var herfra, Henrik Haugberg Madsen forsvandt fra en feriehytte for otte år siden.

Desuden har TV 2 Dokumentar haft adgang til de to dømte, sagens hovedvidner og politiets sagsakter.

- Vi har at gøre med et kriminelt miljø, hvor man i udgangspunktet ikke kan stole på nogen. Men én ting er sikker. Der er nogen, der lyver. Og det betyder, at vi undervejs ikke kan være sikre på, hvad der er rigtigt og forkert i vores forsøg på at finde frem til, hvad der egentligt er sket, siger tilrettelægger Jacob Kragelund til tv-stationens hjemmeside.

I to år har han sammen med en gruppe undersøgende journalister arbejdet på sagen.

TV 2 lokker med, at de har fundet frem til afgørende nyt, som aldrig tidligere har været fremme.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...