Helene MacCormac
Ny mærkningsordning for Odsherreds strande indvies på festlig vis. Der er lagt op til en sjove oplevelser på stranden, når Odsherred Kommune og Visit Odsherred søndag den 10. juni 2018 fra klokken 11 til 14 inviterer alle interesserede til indvielse af den nye mærkningsordning,
Kyst & Strand med flaghejsning og præsentation af det nye logo ved Gudmindrup Lyng Strand ved Sejerø Bugt. Det nye logo afløser Blå Flag-ordningen, som Odsherred Kommune meldte sig ud af tidligere i år, fordi ordningen blev for dyr. Arrangementet vil præsentere den nye mærkningsordning, og hvad den står for, men også give nogle eksempler på de oplevelser, strandene og kysterne - udover dejligt badevand - kan byde på.
Indvielsen begynder med flaghejsning og tale ved borgmester Thomas Adelskov(S) og direktør i Geopark Odsherred og turistchef Hans-Jørgen Olsen, Visit Odsherred. Efter den officielle indvielse har publikum mulighed for at deltage i en lang række arrangementer i strandområdet. For eksempel en guidet gåtur rundt om Korevlen eller under titlen »Spis din strand«, finde det glemte og gemte med Odsherred Detektorforening eller prøve at fange friske fisk med Odsherred Sportsfiskerforening. Geolog og naturvejleder Jakob Walløe Hansen vil lede den guidede gåtur »Korevle rundt« og fortælle om dette eksempel på en såkaldt barriereø-dannelse i det østlige Danmark. Det er gratis at deltage i arrangementet, og har man lyst til at runde indvielsen af med en tur i bølgerne, så er der også gode muligheder for det, oplyser Odsherred Kommune.
