Grublerier med Fessor

Det var en prominent herre, som torsdag eftermiddag gæstede Svebølle Skole.

4. klasse fik nemlig fornøjelsen af matematikprofessoren Fessor, som de kender fra onlineundervisningsportalen MatematikFessor. Den bruger eleverne både i undervisningen og derhjemme.

Den 102-årige professor sendte børnene ud på sit interaktive Fessorløb i skolegården, hvor de skulle løbe rundt til poster og ved hjælp af deres smartphones scanne QR-koder og på den måde løse opgaverne i små grupper. Og der var både point at hente for rigtige svar og grubleløsningernes hurtighed.

- Det er mere kreative opgaver, hvor de skal tænke sig godt om og hjælpe hinanden, og det er knap så facitorienteret, som det mange kender fra de gammeldags matematikbøger. Med Fessorløbet er det både hyggeligt, sjovt og motiverende at regne, og samtidig skaber posterne bevægelse i undervisningen, siger Amanda Rask fra EduLab, som står for undervisningsportalen.

Hun var ligesom Fessor rundt for at hjælpe børnene, hvis de kørte fast i nogle af posterne.

Det var ikke tilfældet for Lucas Graulund og Marco Jensen. Ret hurtigt havde de nemlig løst alle 15 poster, og var rykket videre mod opgaverne på 5. klassesniveau.

- Vi lærer rigtig meget af Fessor, og det er sjovt, han er kommet ud til os, siger Lucas Graulund, der bakkes op af sin holdkammerat.

- Ja, det er meget sjovere end at sidde inde i klassen, siger Marco Jensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...