DUI-Egedal inviterer lørdag den 30. juni klokken 14-16 til åbningsreception på foreningens feriekoloni ved Sejerøbugten i Odsherred, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Kolonien står nu klar til brug, men det har krævet mange timers hårdt arbejde at nå dertil.
I 2016 blev DUI-Egedal tilbudt at overtage feriekolonien fra en DUI-gruppe i København.
Kolonien havde på det tidspunkt ikke været brugt i flere år og trængte til en kærlig hånd.
- Så det var en stor opgave, vi skulle påtage os, men vi accepterede udfordringen og kastede os ud i det. Hvis det lykkedes at få stedet til at fungere igen, ville det skabe rammen for flere og billigere weekendture og lejre for børn og unge i DUI-Egedal, siger formand for DUI-Egedal Morten Lyager.
De sidste to og et halvt år har frivillige og forældre i DUI derfor arbejdet med at forny og renovere kolonien som kaldes Ejnersbo. Første del af projektet er nu afsluttet, renoveringen er færdig og kolonien kan fra 1. juli igen tages i brug. Så inden længe vil der igen være aktiviteter på kolonien.
- I uge 29 holder DUI en ungdomslejr i kolonien, og i uge 31 holder vi en familielejr. Er man interesseret i at deltage, er man velkommen til at kontakte os, siger Morten Lyager.
Ved åbningsreceptionen er alle velkommen til at kigge forbi. Her vil der være aktiviteter for børnene, mens de voksne ser resultatet af renoveringen.
Kolonien ligger på Ellinge Skovvej 51, i Højby sj.