En 78-årig mand fik lidt for megen hjælp, da han var ude at handle. Den ældre mand var lørdag formiddag i Kvickly i Hyrdehøj ved Roskilde, og da han stod ved kassen, kom en ukendt mand til og hjalp ham med at pakke varerne.
Manden fulgte derefter den 78-årige ud til hans cykel og begyndte at flytte varerne over i cykelkurven, selv om han gentagne gange blev bedt om at stoppe. I stedet tog manden indkøbsvognen og satte den på plads og kom retur til den 78-årige med 10 kroner.
Den 78-årige blev så forvirret over situationen, at han først bagefter opdagede, at hans pung indeholdende 2000 kroner i kontanter var forsvundet fra bukselommen. Han ringede til sin søn, der anmeldte sagen til politiet klokken 12.15 og hurtigt fik spærret den 78-åriges dankort.
Den “hjælpsomme” mand beskrives som 50 år, dansk af udseende og iført lyst tøj. Ifølge den 78-årige virkede det som om, manden var døvstum eller spillede det.
Politiet efterforsker sagen og indhenter overvågning fra butikken.