Det såkaldt gode kolesterol, HDL, hænger sammen med infektionssygdomme, viser ny forskning fra Københavns Universitet og Herlev Gentofte Hospital.
Forskere har fundet frem til, at én bestemt type kolesterol muligvis påvirker vores helbred i endnu bredere forstand end hidtil antaget og kan spille en vigtig rolle i immunforsvaret.
Kort fortalt har mængden af HDL-kolesterol det der tidligere blev kaldt det gode kolesterol tilsyneladende betydning for risikoen for at pådrage sig en infektionssygdom, som for eksempel diarré eller lungebetændelse.
Vi fandt overraskende, at både personer med lavt og højt HDL kolesterol havde markant øget risiko for at blive indlagt på hospital med en infektionssygdom. Og måske endnu vigtigere, så havde de samme grupper af mennesker også øget risiko for at dø af infektionssygdomme, siger professor og overlæge Børge Nordestgaard fra Københavns Universitet og Herlev og Gentofte Hospital.
Resultaterne bygger på data fra 100.000 personer fra Herlev-Østerbro-undersøgelsen, der er fulgt over 6 år ved hjælp af de danske sundhedsregistre og er netop publiceret i det højest rangerede tidsskrift indenfor hjertesygdomme European Heart Journal.
Mulig rolle i immunforsvaret
Adskillige studier foretaget i dyr og celler indikerer, at HDL har betydning for funktionen af immunsystemet og derved modtagelighed for infektion, men dette studie er det første, der har undersøgt, om HDL er forbundet med risikoen for infektionssygdomme blandt personer i den almindelige befolkning, siger en af forfatterne læge og Ph.d.-studerende Christian Medom Madsen fra Københavns Universitet og Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital.
Forskerne kan ikke ud fra dette studie konkludere, at et meget højt eller meget lavt HDL-niveau er direkte skyld i infektionssygdommene, men de kan heller ikke udelukke, at der er en årsagssammenhæng, blandt andet fordi de genetiske data peger i den retning.
Vores fund peger i retning af, at forskning i HDL fremover skal fokusere på en række andre sygdomme - heriblandt infektionssygdomme - og ikke kun snævert på hjertekarsygdomme som det har været tilfældet indtil nu, siger professor Børge Nordestgaard.
Fakta:
De 21% af befolkningen med lavest og de 8% med højest niveau af HDL kolesterol havde en øget risiko for at få infektionssygdomme.
For personer med meget lavt HDL kolesterol var risikoen for at blive ramt af en infektion 75% større end normalgruppens og tilsvarende var den 43% højere for dem med meget høje niveauer af HDL kolesterol.
