Allerede kort tid efter en 55-årig efterskolelærer blev dræbt på Parnasvej ved Sorø, da et fældet Douglas-grantræ væltede ned over hans bil, blev der lagt blomster på den efterladte stub. Men det er ikke kun på drabsstedet, den afdøde mand bliver mindet.
Et opslag på Facebook fra Hårslev Efterskole, hvor han arbejdede, fortæller, at skolens personale og elever sidder tilbage med en stor sorg, men også med en taknemmelighed over at have været den 55-åriges arbejdsplads gennem mange år.
Opslaget har i skrivende stund fået over 700 reaktioner og næsten 100 kommentarer.
“Fantastisk lærer”
Og i kommentartråden fortsætter de varme ord. Flere tidligere elever skriver om deres minder fra tiden på efterskolen, hvor manden var lærer.
“Han var den sjoveste lærer, altid super underholdende og sjov både i og uden for undervisningsregi. Tak for det fantastiske år du gav mig og mange andre på efterskolen,” skriver én.
“Han stod mit hjerte nær og jeg var aldrig kommet igennem året uden ham,” skriver en anden.
Flere bemærker den betydning, han har haft for unge mennesker.
“En stor tak for de frø, han har plantet i vores unge mennesker.”
Også uden for lærergerningen blev der lagt mærke til hans personlighed.
“Tak for dit altid dejlige humør, når bilen skulle på værksted,” skriver en bruger.
Dræbt af væltet træ
Seks unge mænd mellem 19 og 21 år er blevet sigtet for to episoder efter dødsfaldet på Parnasvej natten til onsdag.
De er sigtet for i grov kådhed at have forvoldt fare for andre menneskers liv og førlighed ved at fælde et stort træ på Slagstrupvej ved Slagelse den 12. marts i år.
Desuden er de sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med dødsfaldet den 13. marts på Parnasvej ved Sorø, der kostede den 55-årige mand livet.
De seks mænd nægter sig skyldige.
Da der er nedlagt referatforbud i forhold til den dræbte mand, nævner Sjællandske Nyheder ikke hans navn.
Har du en kommentar eller et tip? Så skriv direkte til mig:
eller til redaktionen på