Dansk politik
Af Theresa Scavenius, lektor, folketingskandidat (AL, Nordsjælland)
I denne weekend holder Alternativet årsmøde i Odense. Det er et afgørende møde for at skabe et politisk momentum for partiet det næste år frem. Alternativet og Uffe Elbæk red på en grøn bølge af begejstring, da de kom ind til sidste folketingsvalg til alles overraskelse. Mange kommentatorer undervurderede Elbæks rolle som en moderne leder, som begejstrer, motiverer og sætter folk i bevægelse.
Alternativet er på mange måder allerede lykkedes, forstået på den måde, at partiet er lykkedes med at rykke til folks bevidsthed, forestillingsevne og håb. For mig at se er Alternativet for dansk politik, hvad Elon Musk er for elbil-branchen: Dem, som tør være fremtidsvisionær. Dem, som tør være provokerende. Dem, som tør komme med utraditionelle løsninger på komplekse samfundsproblemer.
Partiets politikker er vidtfavnende, men på særligt to områder står partiet stærkt: Den grønne omstilling og den demokratiske fornyelse.
Demokratiet er truet i verden og selv mange steder i Europa. Hvis vi ikke sætter alle sejl til nu, og hvis ikke alle gode kræfter samles under en positiv og progressiv politisk bevægelse, er jeg bange for, at det demokratiske Danmark, som vi kender det i dag, ikke vil findes om 30-40 år. Vi ser allerede nu små sprækker, som f.eks. når Danmark falder en række pladser ned ad det internationale korruptionsindeks, og når politik bliver mere og mere populistiske fremfor at løfte det kæmpe ansvar, det er at påtage sig det politiske lederskab af fremtidens Danmark.
Jeg ser Alternativet som den politiske bevægelse, der kan løfte dansk politik igen. Jeg har sat mig for som demokrati- og klimaforsker at bidrage til og forsvare Alternativets politik over for danskerne og skabe et fornyet momentum for Alternativets politiske bevægelse; et fornyet håb for at det kan lade sig gøre at skabe en ny politisk kultur. Mange borgere henfalder i øjeblikket til fatalisme, og de opgiver at følge med i politik. De mener ikke længere, at det gør en forskel om det er blå eller rød blok, som er ved magten. Det er måske rigtigt. Men så vil jeg fortælle dem, at det til gengæld gør en kæmpe forskel, om der kommer et endnu stærkere grønt og demokratisk parti.
