Fem fede fiskesteder

Efter en lang vinter er havørreder og andre fisk for alvor ved at vågne op til dåd.

Og dermed også håbefulde lystfiskere. Dette års vinter er af de fleste nok blevet oplevet som særligt kold, og for fiskene i de danske fjorde og have har aktivitetsniveauet været så lavt som muligt i det

Men med forårets komme vågner fiskene op til dåd, og som en logisk konsekvens af fødekæden betyder det også, at lystfiskerne i stor stil begynder at trække i wadersene og finde fiskestængerne frem.

Tobias Hjortkjær Schultz fra Tuse Næs ved Holbæk er helårs-lystfisker, men for ham, som har et særligt godt øje til havørred, er april nærmest en højtid.

- Fiskene er sultne efter en lang vinter, hvor de ikke har fået meget at spise. Dels er der knapt med føde, og dels har nogle været oppe i åerne for at gyde, og de har heller ikke spist noget særligt i gydeperioden. Så de er helt klar til at jage føde på det her tidspunkt, og det er jo godt for en lystfisker, konstaterer Tobias Hjortkjær Schultz.

Jagtinstinktet

Han fiskede en del som barn, men som så mange andre dalede interessen for at stå i timevis i al slags vejr og vente - måske forgæves - på at få bid.

- Men efter en periode med stress, fandt jeg tilbage til at fiske. Jeg købte nogle waders, en stang og et hjul, og da jeg så fangede den første havørred, var jeg solgt. Nu skal jeg helst ud et par gange om ugen, og ellers får jeg abstinenser, siger Tobias Hjortkjær Schultz, der fisker mange forskellige steder på Sjælland - både alene og med venner.

Det kan være nogle timer en dag eller en hel weekend med overnatning i telt.

- Det er noget med fornemmelsen af at mærke sådan en fisk på krogen. Jeg tror, at der er et jagtinstinkt gemt i de fleste af os, og der er noget meget tilfredsstillende ved at fange en havørred, der er vores mest ædle fisk herhjemme, fortæller Tobias Hjortkjær Schultz.

Han fanger i gennemsnit 200 havørreder om året, og den foreløbigt bedste i år vejede 3,6 kilo.

Tobias Hjortkjær Schultz er i øvrigt ørredskribent på magasinet Fisk & Fri, ligesom han bestyrer Facebook-grupperne »Lystfiskeri i Isefjorden« og »Kystfiskeri på Vestsjælland«.

Du skal finde fisken

Men en vellykket fisketur handler ikke kun om at tilfredsstille sin indre jæger. For Tobias Hjortkjær Schultz handler det også om omgivelserne.

- Se dig omkring! Her er jo vildt smukt, og for mig handler det at fiske også om at komme ud i naturen, pointerer han, da OPLEV møder ham på stranden ved Vellerup i Hornsherred med udsigt til Orø i Isefjorden.

- Og så bevæger man sig meget rundt. Det er dig, der skal finde fisken. Det er ikke den, der skal komme til dig. Derfor er waders dit vigtigste fiskeredskab på linje med stangen, for i mine øjne skal man ud i vandet og ikke fiske inde fra bredden. Du risikerer også bare, at din krog hænger fast i bunden, forklarer Tobias Hjortkjær Schultz.

- Til gengæld kan man være rimeligt sikker på, at hvis man først har fået én havørred på krogen, så er der nok også én mere i nærheden. Og når du har lavet 100 kast, er der helt sikkert en havørred, der har set din agn, tilføjer han.

Tobias Hjortkjær Schultz anbefaler disse fem fiskesteder på Sjælland, hvis man er ude efter havørred (i tilfældig rækkefølge):

Isefjorden. Særligt syd for Munkholmbroen i Tempelkrogen.

Sjællands Odde. Alleryderst på Gniben, hvor man fisker i Kattegat.

Østersøen. Ved Holtug Kridtbrud på Stevns.

Isefjorden. På Orøs nordkyst ved øens campingplads.

Østersøen. Ved Pomlerenden på Møns nordside.

Anskaf dig et par waders (500 kroner), så du kan gå ud i vandet og bevæge dig rundt. Det er en klar fordel, når du vil fange havørreder.

Et sæt med stang og hjul behøver ikke koste mere end 1000 kroner.

Hold dig til lavt vand med bevoksning. Gerne på kanterne af de »mørke bælter«.

Benyt hellere 10 gram agn (blink) end et på 20 gram. Det skal helst ligge højt i vandet, og du undgår, at et tungere blink hænger fast i tang på bunden.

Husk det lovpligtige statslige fisketegn, der købes på www.fisketegn.dk.

Har du først fået én havørred på krogen, er der med stor sandsynlighed flere i nærheden.

Vær tålmodig - og husk at nyde omgivelserne

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...