100.000 kroner til kunst på Højelse Skole

Tre danske skoler har hver fået tildelt 100.000 kroner til at skabe skolekunst. Højelse Skole var blandt de tre skoler, der nåede gennem nåleøjet blandt 37 ansøgere.

Med støtte fra LB Foreningen skal elever, lærere og kunstnere på tre skoler nu realisere tre spændende kunstprojekter.

Det gælder ikke mindst Højelse Skole, hvor kunstneren Thomas Pålsson sammen med alle skolens elever vil skabe et stort maleri i skolegården omkring temaet »Stop mob«.

Forløbet kommer til at involverer alle klasser, forældre og personale.

- Det er en meget fin ide at bruge et kunstprojekt til at indgå i hele skolens fællesopgave om anti-mobning. Derudover synes vi, at skolen har valgt en interessant kunstner til at visualisere emnet. Både i forhold til samarbejdet med alle eleverne, og ved brugen af et anderledes materiale som maling på asfalt. Placeringen i skolegården er helt perfekt, så eleverne kan blive mindet om det vigtige budskab både i frikvarterne og ved udsyn til gården fra alle klasseværelserne, siger Carsten Mørck-Pedersen, formand LB Foreningen, om begrundelsen for at vælge Højelse Skoles projekt.

Uddelingerne er en del af LB Foreningens arbejde for at understøtte kunst og undervisning.

LB Foreningen donerer hvert år op til 3 x 100.000 kroner til skolekunst-projekter, der inddrager elever og samtidig skaber et varigt værk af kulturel og kunstnerisk værdi.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...