Tirsdag formiddag var politiet talstærkt til stede ved Bandidos-klubhuset på Stubbedamsvej i Helsingør, som ligger tæt på bymidten. Der var både civilklædte og betjente i uniform til stede.
Aktionen skete som en del af en større efterforskning af rockerklubben, som i mange år åbenlyst har haft en fremtrædende afdeling i Helsingør. Politiet gennemførte nærmere bestemt en ransagning på adressen, oplyste politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
Også den store bandegrupperings klubhuse i Hillerød og Frederiksværk var omfattet af ransagningen.
- Ransagningerne sker i forbindelse med NSK’s efterforskning af Bandidos MC i Danmark med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at søge grupperingen opløst ved dom, lød det i en kort meddelelse.
NSK har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen, lyder det videre om ransagningen, som varede mere end tre timer.
Sjællandske Nyheders reporter på stedet kunne konstatere, at politiet var særdeles grundige i deres ransagning af lokalerne, som er placeret i et tidligere autoværksted, hvor der intet udsyn er fra vejen. Således deltog mindst 15 betjente under ransagningen, hvor man også fik lov af naboer til at kontrollere arealer udenom selve rockerborgen.
Gik efter særlige effekter
Det var tydeligvis ikke narko eller våben, som politiet var ude efter. Derimod var man øjensynlig interesseret i eksempelvis interne dokumenter, regler, regnskaber og lignende, som kan bruges som bevismateriale i en forbudssag.
Således kunne Sjællandske Nyheders reporter da også se, hvordan omkring fem ringbind med formodede referater blev båret væk. Derudover blev en plakatlignende genstand også båret væk.
Men der var dog også flere andre effekter, der blev beslaglagt. Således oplyste politiets leder af aktionen kort efter klokken 13, at ransagningen var afsluttet, og overlod stedet til to repræsentanter fra Bandidos-afdelingen, som regnes for at være en af landets mest magtfulde.
Således fik de to Bandidos-repræsentanter at vide, at der udover mapperne med referater og lignende var blevet fundet en mobiltelefon bag en bardisk og en iPad et andet sted i lokalerne.
Ha’ en god dag - trods alt
De to rockere, som var iklædt en form for arbejdstøj, fik venligt at vide, at de kunne prøve beslaglæggelsen for retten, hvis de ønskede. Det var der umiddelbart ikke stemning for, men de var dog interesserede i, hvorvidt der blev udarbejdet en liste over de beslaglagte effekter. Det bekræftede politiet.
Det hele foregik i god ro og orden, og de to Bandidos-rockere opførte sig roligt og afmålt.
Det hele blev da også afsluttet med, at den ansvarlige for ransagningen ønskede de to mænd en god dag.
- Ha’ en god dag - trods alt, lød det.
Tidligere er grupperingen Loyal To Familia blevet opløst ved en dom i Højesteret - det skete i 2021. Nu undersøger politiet altså om, der er grundlag for at give Bandidos MC samme tur. Dette vil være historisk, da der er tale om landets næstældste fungerende rockerklub efter Hells Angels.
Klubhuset i Helsingør er en af de i alt syv Bandidos-adresser, som politiet ransager tirsdag.
Afdelingen i Helsingør er også særlig interessant, da Bandidos’ Europapræsident Michael “Kokken” Rosenvold bor i byen, og har gjort det en lang årrække. Indtil fornylig boede han endda i en Strandvejsvilla med delfinspringvand på Søndre Strandvej. Han har siden købt en ejendom i kvarteret Julianelund i udkanten af byen.
Er du interesseret i kriminalsager, så gå ikke glip af Sjællandske Nyheders podcast ’Manden fra Korsør’, som handler om manden, der blandt andet er sigtet for drabet på Emilie Meng. Du kan lytte med via Spotify herunder.
Du kan også løbende følge med på Instagram-profilen ’Manden fra Korsør’.