Jacob Netteberg, Radikale Venstre, Rudersdal kommunalbestyrelse, Social- og Sundhedsudvalget og næstformand i Handicaprådet

De færreste borgere kender til BPA-ordningen. Måske har du hørt om nogen, der har ALS, multipel sklerose, cerebral parese (spastisk lammelse) eller nogen, der har fået alvorlige rygmarvsskader i et trafikuheld? Disse er typiske diagnoser for mennesker, der har brug for "Borgerrettet Personlig Assistance" - BPA.

Det er en service for folk, der er dybt afhængige af personlig hjælp for at kunne gennemføre en uddannelse, varetage et job eller generelt leve et selvstændigt liv.

BPA kan tildeles til mennesker for at sikre dem adgang til et liv på trods af "en betydelig og varig funktionsnedsættelse". Her er det vigtigt at bemærke ordet "varig". Assistenterne har en mangfoldig rolle, der omfatter overvågning, personlig pleje og praktisk hjælp.

For de fleste mennesker, der har brug for BPA, bliver deres funktionsnedsættelse ikke bedre over tid. Ordningen er kun tilkendt til folk med varig funktionsnedsættelse. Den kan ophøre, hvis situationen forværres, og borgeren bliver indlagt eller flyttet fra eget hjem til et bosted, eller hvis borgeren ikke længere er i stand til at varetage rollen som arbejdsgiver.

Loven kræver, at kommunen løbende fører tilsyn med, om hjælpen opfylder sit formål. Desværre er dette tilsyn nogle gange blevet opfattet som kontrol. Borgere har måttet retfærdiggøre deres behov og bevise, at de fortsat har brug for assistance. Dette strider imod intentionen med servicelovens § 96, som BPA-ordningen falder under.

Jeg kender borgere, der passer deres studier og/eller arbejde og har et rigt liv på trods af deres funktionsnedsættelse, takket være personlig assistance i hverdagen.

Når disse borgere oplever, at kommunen ønsker at "re-vurdere" deres behov, og myndighederne kommer på "kontrolbesøg", før de lader en borger vente i op til 8 måneder på en afgørelse, før de får at vide: "Okay, du må godt beholde BPA'en et år mere," så udvikler borgere det, man kan kalde "kommune-PTSD".

De lever i konstant angst og frygt.

De ved, at hvis BPA'en frakendes, er det slut med at passe deres studie, deres arbejde, eller de er henvist til at sidde derhjemme uden et aktivt socialt liv. Dette bidrager til en unødvendig angst hos dem, der har brug for al mulig hjælp og støtte, og det fører til et fuldstændig unødvendigt forbrug af vores sparsomme ressourcer i forvaltningen.

Derfor stiller jeg og Radikale Venstre forslag i Social og Sundhedsudvalget om at indføre en "Tro og love-erklæring" som standard i opfølgningen på allerede tilkendte BPA-ordninger.

Vi benytter allerede i dag denne form i forbindelse med for eksempel invalidebil. Borgere, der allerede én gang har afleveret dokumentation for deres "varige og betydelige funktionsnedsættelse", kan blot underskrive en Tro og Love-erklæring om, at forholdene ikke har ændret sig siden sidst.

Dette frigiver ressourcer fra unødvendigt bureaukrati og fjerner en fuldstændig unødvendig bekymring fra sårbare borgere.

Det er mit håb at Rudersdal kommune kan være med til at sætte præcedens for en menneskelig og pragmatisk behandling af nogle af vores mest sårbare borgere.