Er man medlem af Ældre Sagen, kan man få et Shell Card med rabat på benzin og diesel. Der er en fast rabat på 19 øre pr. liter benzin og diesel. Rabatten gives på standerens pris og på Shells bemandede stationer.
Sådan er det i hele landet, men hos Shell i Kalundborg på Sct. Jørgensbjerg går Morten Weise et skridt videre og tilbyder også rabat på både smørrebrød og bilvask.
- Jeg har besluttet, at Ældre Sagens medlemmer, de også skal have 35 pct. rabat på vores guldvask. Og som sædvanlig så hjælper vi naturligvis, hvor der er ældre, som ikke bryder sig om at køre ind i en vaskehal med deres bil. Det er en del af vores service, fortæller Morten Weise.
- Og på vores meget populære smørrebrød giver vi 10 pct. rabat. Og det gælder også på platterne.
Formand for Ældre Sagen i Kalundborg Stig Hother Hansen fortæller, at hans medlemmer får mange tilbud om rabatter. Men en stor del er ikke altid klar over, de muligheder, der er.
- Jeg er da glad for tilbuddet fra Morten Weise, som kommer vores 6.000 medlemmer til gode. Det er antallet af medlemmer i den tidligere Kalundborg Kommune samt Hvidebæk og Bjergsted.
Man skal vise sit medlemskort fra Ældre Sagen, når man handler hos Shell på Sct. Jørgensbjerg og gerne vil udnytte sine rabatmuligheder.
Stig Hother Hansen har en meget aktiv medlemsskare, som nyder at tage på bl.a. teater- og musical-ture. Der er aldrig problmer med at sælge billetter til den slags begivenheder.
