Frivilligcenter vil være synlig i hele kommunen

Mange af aktiviteterne i Frivilligcenter Fredensborg foregår i centerets hus i Humlebæk. Den nye centerleder, Peter Søndergaard, vil ud af huset og gøre frivilligt arbejde relevant i hele kommunen.

Lige nu holder Frivilligcenter Fredensborg nemlig til i et hus på Teglgårdsvej i Humlebæk. Peter Søndergaard vil gerne lave lokalafdelinger i alle kommunens bysamfund.

- Vi er glade for vores hus her i Humlebæk, men vi vil gerne mere ud af huset og blive en funktion i hele kommunen. Meget af det frivillige arbejde er centreret omkring huset her, men vi har jo fire store bysamfund i kommunen. Det kan eksempelvis være svært for Fredensborg Flygtningevenner at mødes her i huset, da nogle af deltagerne bor i Fredensborg. De kan have svært ved at tage turen til Humlebæk, siger Peter Søndergaard.

Ifølge centerlederen er synlighed i alle bysamfund nøglen til udbredelsen af frivilligheden.

- Jeg tror, at det er vigtigt at have et udstillingsvindue i byerne, så folk ved, at vi er der. Måske vi også kunne have en base i et af de tidligere butikslokaler på gågaden i Fredensborg eller få en plads på bibliotekerne, siger Peter Søndergaard, der har som mål fra 2019 årligt at have etableret en lokalafdeling i et nyt bysamfund.

På den måde kan Frivilligcenter Fredensborg lettere række en hjælpende hånd ud til de ildsjæle, der brænder for at gøre noget godt for byen og dens borgere.

- Vi kan bedre støtte de eksisterende initiativer og tiltag, der allerede er i byerne og tilbyde vores hjælp til dem, der har en god ide til at starte en ny forening eller socialt initiativ op, siger Peter Søndergaard.

Frivilligcenter Fredensborg har til formål at støtte alt frivilligt socialt arbejde i kommunen. Eksempler på foreninger og initiativer er Gratis Rådgivning på Tværs, der gratis rådgiver alle inden for jura, økonomi og giver psykologhjælp. Der er også Fredensborg Flygtningevenner, der hjælper flygtninge på plads i lokalsamfundene.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...