Over 14 sæsoner har Mathias de Fries Olderkjær spillet sig til en rolle som en af de bærende og vigtigste spillere på Benløses Liga-herrehold i floorball.
Sæson 15 efter sommerferien bliver dog ikke til noget. Det ligger fast, allerede inden den igangværende er slut.
Årsag: En grim knæskade mod Frederikshavn forrige weekend har ødelagt de næste 12-13 måneder for den rutinerede back, der har noget nær ikonstatus i Benløse. Efternavnet de Fries og Benløse floorball hænger uløseligt sammen.
Forreste korsbånd er revet over og både menisk og ledbånd er beskadiget som følge den tackling, Mathias de Fries Olderkjær kom lidt skævt ind i. Om otte uger venter en operation, derefter pause og genoptræning.
Selv tager hovedpersonen det med nogenlunde oprejst pande, men øjnene og tonelejet i stemmen fortæller også en del af historien.
- Jeg synes, det er hårdt at slutte sæsonen på den måde. Selvom man kan støtte holdet udefra, vil man jo gerne støtte på banen, men sådan skal det ikke være, konstaterer Mathias de Fries nøgternt.
- Den er hård, synes jeg.
Hvordan skete det?
- Det var duel ude i hjørnet, et skulderskub, hvor jeg landede forkert ned på mit højre ben, og så røg knæet ud af led. Jeg hørte et "pop", og jeg troede, at det var knæet, der gik ud af led der. Eller det håbede jeg, at det er var. Jeg har jo ikke prøvet at have et overrevet korsbånd før, men det "pop" var altså fra korsbåndet, der gik, fortæller Mathias de Fries, der om ikke var i gang med sin sidste sæson som aktiv, så dog inde i overvejelserne om det.
- Lige nu ved jeg det ikke, og der er jo lang vej tilbage for mig. Lige nu er det jo slut, men lad os se. Det gør da ondt at tænke på, at det er slut, hvis det er der, det ender. Det er jo ikke sjovt at stoppe på denne måde - det skal jo være på banen efter så mange år, siger Mathias de Fries Olderkjær, der er 31 år og debuterede i Ligaen for Benløse i den bedste række som 15-årig.
- At en skade skal sætte en stopper for ens aktive karriere, er jo det værste, hvis det ender der, som han siger.
- Floorball og Benløse har jo betydet meget for mig, selv om det kun er en hobby. Det er frirum, hvor jeg også har fået en masse venner. Og der er jo også konkurrenceelementet i det for mig. Det har jo været vigtigt, når man er et konkurrencemenneske, som jeg er. Så det har betydet sindssygt meget for mig.
Skal du være træner eller, hvad har du tænkt dig på sigt?
- Lige nu er det en pause fra floorball. Min datter, Sienna, spiller, så hende skal jeg se spille og støtte, men jeg skal have lidt fri fra det hele et år og ikke træne og med på weekendturene med holdet. Nu er der mere tid til familien, siger Mathias de Fries.
Han har selv optalt sine kampe til 281 i Ligaen for Benløse, hvor det er blevet til 202 mål og 241 assist over 14 Ligasæsoner.
Dertil kommer seks DM-finaler og tre mesterskaber. Benløse rykkede op i Ligaen i 2010/11, og helt sikkert er det, at Mathias de Fries Olderkjær ikke er med, når starten på sæson 2024-25 indledes efter sommerferien.
Foreløbig skal han følge holdet udefra i den sæson, der snart er færdig. Benløse kæmper om at blive nummer fire i Mellemspillet og sikre sig en semifinaleplads.
